Et digitalt interview med projektleder Ole Bakkestrøm kaster lys over en usynlig myndighedspatologi. Hans nye hvidbog om “institutionel gaslighting” bør være obligatorisk læsning på Christiansborg, hvis tilliden til velfærdsstaten skal reddes.
Ansigtet på Zoom-skærmen er alvorligt. Selvom interviewet foregår digitalt over computeren, mærkes tyngden af det emne, vi skal drøfte, med det samme. Ole Bakkestrøm, projektleder for Projekt Paulus, sidder klar med et eksemplar af den netop udgivne ”Hvidbog om systemisk afmagt og institutionel gaslighting”, som han har forfattet sammen med chefpsykolog Ronnie Starup Kristensen.
Formålet med vores samtale er klart: en systematisk og faglig gennemgang af et fænomen, som tusindvis af borgere mærker på egen krop, men som sjældent har haft et præcist, teoretisk sprog.
Den systemiske realitetsforvrængning
“Det handler fundamentalt om et tab af virkning og et tab af virkelighed,” forklarer Bakkestrøm, da interviewet skydes i gang. Han deler hvidbogens definitioner over skærmen og beskriver begrebet institutionel gaslighting.
Ifølge hvidbogens analyser handler det ikke om onde hensigter hos den enkelte sagsbehandler, men om en strukturel myndighedspatologi. Gennem fragmenteret journalisering, udeladelser og selektiv dokumentation opbygger systemet over tid et ensidigt og ofte urigtigt sagsnarrativ.
Når borgeren efterfølgende reagerer med legitim frustration, stress eller vrede over systemets fejl, sker der en fatal omkodning: Systemet patologiserer borgerens reaktion og bruger den som bevis på “manglende samarbejdsevner” eller personlighedsafvigelser. Borgeren rammes af et troværdighedsuret, hvor deres egen oplevelse af virkeligheden systematisk undergraves. Det er denne realitetsforvrængning, der ifølge hvidbogen fører til alvorlige, kliniske belastningsreaktioner som kompleks PTSD.
Foucault bag skrivebordet: Borgeren skal passe til systemet
Samtalen bevæger sig over i interviewets mere teoretiske spor. Hvidbogens fundament bygger på en Michel Foucault-inspireret kritik af det moderne velfærdssamfund og dets magtstrukturer.
Bakkestrøm uddyber, hvordan velfærdssystemets asymmetriske magtforhold har skabt en kultur, hvor logikken er vendt på hovedet:
- Det eksisterende paradigme: Det er konsekvent borgeren, der skal tilpasse sig systemets stive rammer, procedurer og dokumentationskrav.
- Det tabte fokus: Systemet har mistet evnen til at indrette og tilpasse sig efter det enkelte menneskes specifikke og komplekse livssituation.
Hvidbogen belyser her begrebet rytmeorganisation – eller rettere manglen på samme. Forvaltningens processer beskrives som asynkrone og “rytmeløse”. Når sagsgange og administrative frister trækkes i langdrag eller fragmenteres, drænes borgerens handlekraft, hvilket resulterer i den systemiske afmagt.
En tvingende nødvendig appel til politikerne
Da interviewet nærmer sig sin afslutning, skifter Bakkestrøms tone fra det rent analytiske til det normative og politiske. Han lægger hånden på hvidbogen foran webkameraet.
“Hvis vi skal retssikkerheden og det akkumulerede slid på borgerne til livs, kræver det mere end blot småjusteringer. Det kræver et radikalt paradigmeskifte i vores menneskesyn og forvaltningskultur,” understreger han. Hvidbogen indeholder konkrete løsningsmodeller, herunder forslag til en ny og mere human forvaltningsmodel (den såkaldte NH-model), der netop fokuserer på rytmiske forbedringer.
Bakkestrøms budskab slår igennem den digitale linje: Denne hvidbog er ikke skrevet til skrivebordsskuffen. Det er tvingende vigtigt, at politikere og beslutningstagere læser og forstår disse mekanismer. Uden en politisk erkendelse af den institutionelle gaslighting vil velfærdsstaten fortsætte med at producere den afmagt, den var sat i verden for at afhjælpe.
Efter en times intens dialog slukkes Zoom-forbindelsen. Skærmen går i sort, men hvidbogens opråb og de tunge systemiske problemstillinger hænger tilbage i rummet som en klar opfordring til handling.
Se interviewet her
