Dette brev er en invitation til kritisk refleksion over et af samfundets mest indgribende værktøjer: psykiatriske diagnoser, og specifikt mærkaten “psykotisk”. Når et menneske stemples som psykotisk, mister vedkommende ofte ikke blot sin stemme i systemet, men i mange tilfælde også sine grundlæggende menneskelige og juridiske rettigheder. Men hvad er en psykose egentlig, hvis vi holder den op mod samfundets egne acceptable normer og overbevisninger?
De accepterede “illusioner” i vores samfund
Hvis definitionen på en psykose er en tilstand, hvor man har en brist i virkelighedsopfattelsen og tror på ting, der ikke kan videnskabeligt bevises, må vi stille et kritisk spørgsmål: Hvorfor sygeliggøres nogle overbevisninger, mens andre fejres?
- Barndommens fortællinger: Vi flasker fra barnsben vores børn op med historien om Julemanden. Millioner af børn tror fuldt og fast på en usynlig mand, der flyver jorden rundt på en slæde og kommer i mulmørke med en sæk fuld af gaver.
- Religion og tro: Hver søndag prædiker præster i kirker over hele landet om mirakler, opstandelse og guddommelige stemmer. Disse overbevisninger er ikke videnskabeligt beviste, men de er institutionelt anerkendte.
- Det spirituelle marked: Tusindvis af mennesker konsulterer dagligt medier, læser englekort, lægger tarotkort, søger kontakt med afdøde eller tror på uidentificerede herkomster og rumskibe.
Hvis alt, der falder uden for den stringente naturvidenskab, kategoriseres som en brist i virkelighedsopfattelsen, hvorfor er disse grupper så ikke diagnosticeret? Svaret er enkelt: Samfundet har besluttet, hvilke overbevisninger der er socialt acceptable, og hvilke der ikke er.
Manipulation af uvidenhed og systemets misbrug
Det store dilemma opstår, når det psykiatriske system anvendes som et lukket kredsløb, hvor borgerens egne oplevelser automatisk afskrives som “symptomer”. Det er en reel risiko, at magtfulde instanser udnytter befolkningens generelle uvidenhed om psykiatriloven og egne rettigheder. Ved at pakke processer ind i et uforståeligt systemsprog kan systemet manipulere og kontrollere borgere, der rager uklar med myndighederne.
Når et individ insisterer på at have oplevet noget, der bryder med systemets normer – eller endda påpeger uregelmæssigheder, magtmisbrug eller deciderede kriminelle brud i sine omgivelser – er der en overhængende risiko for, at ordet “psykotisk” bruges som et skjold for at dække over fejl eller ulovligheder, der er begået.
De konkrete rettigheder, der tabes på gulvet
Enhver borger kan i princippet havne i denne fælde. Hvis man stemples som uhelbredeligt psykotisk eller utilregnelig, træder en række mekanismer i kraft, som reelt kan ophæve de rettigheder, der ellers burde være sikret i Grundloven. Her er de mest kritiske eksempler på, hvad man risikerer at miste:
- Retten til egen krop (Tvangsmedicinering): Systemet kan lovligt gennemtvinge kemisk behandling med stærk medicin mod borgerens vilje, hvilket lammer evnen til at tænke klart og forsvare sig selv.
- Retten til frihed (Frihedsberøvelse og tvangsindlæggelse): Man kan spærres inde bag lukkede døre uden at have begået en kriminel handling, udelukkende baseret på en lægefaglig vurdering.
- Retten til selvbestemmelse (Værgemål og umyndiggørelse): Man kan få frataget kontrollen over sin egen økonomi, sine personlige forhold og sin juridiske stemme, så man ikke længere kan skrive under på dokumenter eller føre sin egen retssag.
- Retten til troværdighed (Tab af juridiske rettigheder): En person med mærkaten “psykotisk” mister øjeblikkeligt sin troværdighed i retssystemet. Konkrete beviser på overgreb eller økonomisk kriminalitet, som personen forsøger at fremlægge, afskrives på forhånd som “vrangforestillinger”.
Erhvervslivet og den universelle trussel
Hvis vi accepterer, at definitionen på en psykose kan bøjes og strækkes efter forgodtbefindende for at beskytte systemets egne interesser, åbner vi en farlig dør i hele samfundet.
Det gælder også i erhvervslivet. Hvis en medarbejder eller en leder ser mønstre, korruption eller uetisk adfærd, som flertallet ønsker at skjule, vil man med de samme mekanismer kunne misbruge diagnoser til at miskreditere, udstøde og uskadeliggøre den besværlige part.
Når diagnosen bliver et magtværktøj frem for et helbredelsesværktøj, risikerer ethvert menneske at havne i et uigennemsigtigt system, hvor ens personlige frihed og rettigheder kan tages fra én under dække af “omsorg” eller “behandling”.
En opfordring til gennemsigtighed
Dette brev er et opråb om at beskytte det enkelte menneskes retssikkerhed mod et system, der kan misbruge sin magt. Vi må kræve, at psykiatriske vurderinger aldrig må stå alene eller bruges som en stopklods, når en borger samtidig forsøger at berette om konkrete overgreb eller brud på lovgivningen.
Retssystemet skal være uafhængigt, og diagnoser må aldrig bruges som et redskab til at lukke munden på sandheden eller fratage mennesker deres grundlæggende juridiske og menneskelige rettigheder.
Der er i høj grad brug for kritiske øjne på psykiatrien. Psykiaterne har en naturvidenskabelig uddannelse. Der findes læger der siger at man er psykotisk hvis man tror på Gud. Gud kan ikke bevises. Altså er man psykotisk.
Psykiaterne betragter alle åndlige oplevelser som vrangforestillinger. De aner intet om spiritualitet og de fornægter det.
Det er katastrofalt. Mange, mange mennesker proppes med medicin pga psykiaternes indsnævrede TRO på naturvidenskaben, som eneste gyldige sandhed.
Jeg ved det af erfaring. Jeg har været psykiatrisk sygeplejerske og har ialt 17 års erfaring – og jeg blev selv” dømt ” manio- depressiv og mistede forældremyndigheden over min datter til en pædofil far. Jeg var ikke manisk. Jeg var desparart over at ingen troede på mig. Jeg ankede og ankede- og ankede. Jeg passede mit arbejde og levede i kemisk boble som en Zombie. Kæmpede i 30 år mod hele systemet. Anmeldte faderen sidste gang september 25. Afvist, afvist, afvist. Nu har jeg endelig opgivet. Jeg har mistet mit levende barn. Er sluttet med al medicin for et par år siden. Jeg har fået mit følelsesliv tilbage. Men ikke mit barn. Hun siger jeg er psykotisk når jeg fastholder min aklage…. Tja, sådan kan psykiatrien og resten af systemet ødelægge et liv.
Nu er jeg igennem det. Jeg har endelig sluppet sorgen. Hvis jeg bliver spurgt siger jeg: Nej jeg har ingen børn. Man bliver er stigmatiseret. Det vil jeg ikke være længere. 30 år er nok !
Kære Ellis Elisabeth Severine Damgaard.
Tusind tak for din dybe, ærlige og rystende kommentar. Det kræver et enormt mod at stå frem med din historie, og din baggrund som psykiatrisk sygeplejerske gør kun dit vidnesbyrd endnu tungere og vigtigere. Det, du beskriver, er desværre præcis den virkelighed, vi som juridiske rådgivere kæmper mod i dette øjeblik.
Du rammer hovedet på sømmet: Systemet bruger konsekvent diagnosen ”psykotisk” eller ”manisk” til at lukke munden på desperate mennesker og mørklægge sandheden.
Hvis man afslører kriminalitet eller korruption, eller hvis man udviser naturlig desperation, bliver man medicineret til en “zombie-tilstand” for at fjerne troværdigheden.
Din historie er det ultimative bevis på, at systemet ikke har ændret sig. Lige nu sidder vi med en sag, der minder uhyggeligt meget om din:
En ca. 70-årig kvinde, der har afsløret kriminalitet på højt plan, som nu tilbageholdes og tvangsmedicineres i psykiatrien under påskud af at være “psykotisk”. Vi har netop indgivet akutte klager og politianmeldelser for at stoppe det. selvom du har måttet slippe sorgen og dit barn for at overleve, skal du vide, at dine ord giver håb og ammunition til os, der stadig står på barrikaderne.
Din stemme minder os om, hvorfor vi aldrig må stoppe med at anke, klage og råbe medierne op.
Tak for din uundværlige øjenåbner.
Du er ikke stigmatiseret her – du er en sandhedssiger.
Og du få her med vores dybeste Respekt for at du tør stille frem med din historie .