Esbjerg Kommune har frataget en mor samværet med sin 11-årige datter og politianmeldt hende for at planlægge bortførelse. Moren nægter og kræver nu skriftlig partshøring. Sagen rejser alvorlige spørgsmål om myndighedernes magtudøvelse og brug af børn som presmiddel.
Den 28. oktober 2026 blev et møde i Børn og Unge-udvalget i Esbjerg Kommune vendepunktet i en sag, der i forvejen var dybt problematisk.
Her blev moren til en 11-årig pige, frataget stort set al kontakt til sin datter. Alene telefonisk kontakt blev tilladt. Men selv den telefoniske kontakt er efterfølgende blevet afvist af institutionen. Samme dag blev Moren politianmeldt af kommunen for at planlægge bortførelse af sit eget barn.
Moren nægter påstanden. Hun kræver nu skriftlig partshøring efter Forvaltningsloven, inden kommunen kan træffe yderligere afgørelser.
Det er ikke længere blot en sag om en omstridt anbringelse. Det er en sag om en mor, der kæmper mod et system, som ifølge hende selv handler ulovligt, isolerer hendes datter og kriminaliserer hendes forsøg på at beskytte hende.
Brud på Forvaltningsloven?
Moren har ifølge egen oplysning modtaget besked om, at hun har “frasagt sig retten til partshøring”. Det bestrider hun.
I et brev til Esbjerg Kommune skriver hun:
“Jeg protesterer mod påstanden om, at jeg har frasagt mig min ret til partshøring. Jeg har efter Forvaltningslovens § 19 og god forvaltningsskik klar ret til at kræve partshøringen skriftligt, så jeg kan rådføre mig med min advokat.”
Efter dansk forvaltningsret er partshøring en helt central garantiforskrift. Inden en myndighed træffer en afgørelse, der er ugunstig for en part, skal parten have lejlighed til at udtale sig om de faktuelle oplysninger, der lægges til grund. Det gælder især, når afgørelsen har vidtrækkende konsekvenser – som når en mor fratages samværet med sit barn.
Moren kræver derfor to ting:
- At modtage det fulde skriftlige grundlag for kommunens påtænkte skridt i hendes e-Boks.
- En rimelig frist til at svare.
I brevet advarer hun:
“Hvis I træffer afgørelse eller sender sagen videre uden at afvente mit skriftlige svar, er det et direkte brud på forvaltningsloven, hvilket gør jeres handlinger ugyldige.”
Politianmeldelsen – en juridisk afsporing?
Ifølge Moren er hun blevet oplyst om, at kommunen har politianmeldt hende for at planlægge bortførelse af datteren. Hun afviser kategorisk, at der skulle være grundlag for en sådan anmeldelse.
I et opfølgende brev til kommunen skriver hun:
“Det er juridisk forkert, at en politianmeldelse fritager jer for Forvaltningsloven og partshøringspligten. Ifølge Folketingets Ombudsmands faste praksis er kommunens beslutning om at politianmelde en borger en del af jeres sagsbehandling, og I har skærpet partshøringspligt, før anmeldelsen sendes.”
Hun fortsætter:
“At I nægter mig skriftlig partshøring og truer med at omgå Forvaltningsloven, er ulovlig sagsbehandling og magtfordrejning.”
Hun hævder endvidere, at kommunen bevidst forsøger at fratage hende hendes retssikkerhed for at dække over, at hendes datter er isoleret i strid med en udvalgsafgørelse. Hun oplyser også, at hendes datters data ifølge hende natten over ulovligt har ligget på en privatadresse i Aarhus.
Hun afslutter brev nr. to med et ultimatum:
“Jeg kræver grundlaget på skrift i min e-Boks nu. Sagen overdrages i dette minut til min advokat, Socialtilsynet og Folketingets Ombudsmand.”
Børn som redskab i en magtkamp
Sagen har udviklet sig til en juridisk konfrontation mellem en mor og en kommune. Men midt i det hele står en 11-årig pige.
Ifølge tidligere oplysninger til redaktionen har pigen været igennem et alvorligt forløb, herunder en sundhedskrise, hvor hun angiveligt har taget otte Panodil-tabletter af voksenstyrke. Det er oplysninger, som ikke er uafhængigt bekræftet, og som af hensyn til pigens liv og helbred ikke gengives i detaljer her.
Men det rejser et centralt spørgsmål: Kan det være rigtigt, at en kommune, der er bekendt med, at et 11-årigt barn befinder sig i en alvorlig krise, samtidig fratager moren kontakten til barnet og politianmelder hende?
Moren mener, at kommunens handlinger har været med til at presse datteren til at tage afstand fra sin mor og til at forsøge at presse moren til at trække en kritisk artikel tilbage.
Det er en alvorlig påstand. Den er ikke dokumenteret, men den kan heller ikke afvises uden en grundig undersøgelse.
Esbjerg Kommune og fortiden
Sagen falder ind i et mønster, som Esbjerg Kommune efterhånden er blevet kendt for.
I 2014 kritiserede Folketingets Ombudsmand kommunen for et “fuldstændig uforsvarligt” sagsforløb, hvor et søskendepar modtog 11 alvorlige underretninger, inden kommunen greb ind. I 2015 kom der igen kritik for langvarige ophold på akutinstitutionen Nordstjernen.
Nu handler kritikken så om kommunens brug af partshøring, samværsrestriktioner og politianmeldelser i en sag, hvor et barn befinder sig i en akut sårbar situation.
Det er ikke en udvikling, der klæder Esbjerg Kommune.
Hvad siger reglerne?
Ifølge barnets lov har anbragte børn ret til samvær med deres forældre. Hvis kommunen ønsker at begrænse samværet til mindre end én gang om måneden – eller helt afbryde forbindelsen – skal beslutningen træffes af Børn og Unge-udvalget, og moren skal partshøres, inden afgørelsen træffes. Sagsbehandlere kan ikke træffe en sådan beslutning alene.
Det er derfor afgørende at få afklaret:
- Foreligger der en gyldig afgørelse fra Børn og Unge-udvalget om samværsrestriktionen?
- Er Moren blevet partshørt, før beslutningen blev truffet?
- Har kommunen dokumentation for, at Moren har “frasagt sig” retten til partshøring?
- Hvad er grundlaget for politianmeldelsen, og er den blevet vurderet juridisk?
Hvad bør der ske nu?
Moren har allerede taget de rigtige skridt. Hun har:
- Krævet skriftlig partshøring.
- Krævet det fulde grundlag udleveret.
- Truet med at indbringe sagen for Ankestyrelsen og Ombudsmanden.
Det bør nu følges op med:
- En klage til Ankestyrelsen over samværsrestriktionen og den manglende partshøring.
- En klage til Folketingets Ombudsmand over kommunens sagsbehandling, herunder politianmeldelsen og den manglende gennemførelse af telefonisk kontakt.
- En anmodning til Socialtilsynet om at undersøge, om Huset Ung lever op til sit ansvar for at sikre barnets kontakt med moren.
- En advokat, der kan vurdere, om politianmeldelsen er grundløs og i givet fald kræve den trukket tilbage.
En sag uden vindere
Det er en sag, hvor der ikke er nogen vindere.
En 11-årig pige står midt i en konflikt mellem sin mor og kommunen. Hun er isoleret fra sin mor, og hun er ifølge oplysningerne i en alvorlig psykisk krise. Moren kæmper mod et system, som hun mener handler ulovligt. Kommunen har valgt at politianmelde moren.
Midt i alt dette er der et barn, som har brug for ro, sikkerhed og kontakt til sin familie. Det er ikke et spørgsmål om jura. Det er et spørgsmål om at gøre det rigtige for et barn på 11 år.
Ankestyrelsen og Ombudsmanden bør se på sagen nu. Ikke om otte uger, når Ankestyrelsen skal afgøre klagesagen, men nu – fordi et barns sikkerhed og trivsel ikke kan vente på sagsbehandlingstider.
Redaktionel note: Artiklen bygger på oplysninger fra moren og de breve, hun har sendt til Esbjerg Kommune. Oplysningerne er ikke uafhængigt verificeret. Af hensyn til barnets beskyttelse er en række detaljer udeladt, og navnet på barnet er ændret.
