Louise har kæmpet mod Frederikshavn Kommune i årevis. I 2022 blev hendes nyfødte søn fjernet med magt. Nu, fire år senere, er hun gravid igen. Og systemet er tilsyneladende klar til at gentage historien. Ikke fordi Louise har gjort noget forkert, men fordi hun er ærlig, har diagnoser og har en fortid, som myndighederne nægter at lade hende lægge bag sig.
Forestil dig at være Louise. Du er 37 år. Du har ADHD og Aspergers. Du har kæmpet med en kommune, der i 2022 fjernede dit nyfødte barn med fysisk magt, fordi de vurderede, at din børnefaglige undersøgelse var “bekymrende”. Undersøgelsen var i øvrigt afsluttet, før du overhovedet havde født. En detalje, som kommunen tilsyneladende har valgt at ignorere.
Nu er du gravid igen. Du er i et stabilt forhold med Martin. I har været sammen siden oktober 2025. Du er blevet tilkendt førtidspension, hvilket har givet dig ro. Du har et godt samarbejde med Emils far. Og du har netop været til en partshøring hos kommunen, hvor en rådgiver konkluderede, at du fremstod “troværdig, oprigtig og samarbejdsvillig”.
Det burde være en solstrålehistorie. Et bevis på, at mennesker kan rejse sig efter systemets svigt.
Men nej. En måned senere modtager kommunen en underretning fra Familieambulatoriet på Aalborg Universitetshospital. Og pludselig er Louise tilbage i skammekrogen.
En underretning, der ikke ser nuet
Underretningen, dateret den 21. oktober 2026, er et mesterværk i ensidig sagsbehandling. Den fokuserer på Louises “sårbare historik”. Den nævner, at hun har ADHD og Aspergers. Den nævner, at hendes kæreste Martin har en diagnose.
Det mest kritiske punkt i underretningen – som Louise selv har fremhævet i sin korrespondance – er den direkte årsag til, at den overhovedet blev skrevet. Underretningen fastslår nemlig sort på hvidt, at “qua det faktum at Louise har et anbragt barn, skal der udarbejdes en underretning”.
Louise har til mig udtalt: “Det skal stå klart, at underretningen er uden lovhjemmel og videregivelse af personfølsomme oplysninger uden samtykke. Historik kan aldrig give lovhjemmel til at gøre det.”
Og hun har ret. At man har en fortid med sociale myndigheder, er ikke i sig selv en juridisk hjemmel til at overtræde tavshedspligten eller databeskyttelsesreglerne. Underretningen forholder sig slet ikke til, at Louise i 2026 er et helt andet sted i livet. Den forholder sig ikke til, at hun er blevet tilkendt førtidspension og har fået ro. Den forholder sig ikke til, at Martin er i medicinsk behandling for sin diagnose.
Fælden, tilliden og vreden
Louise mødte op til samtalen i Familieambulatoriet i god tro. Hun fortalte åbent om sin historik, sine diagnoser og sit liv. Hun fortalte, at hun tidligere har fået NADA-behandling med god effekt.
Hvad skete der? Familieambulatoriet noterede, at Louise blev “meget vred”, da hun blev oplyst om underretningspligten. Louises vrede bliver brugt som bevis på manglende sygdomsindsigt.
Men lad os se på, hvorfor hun blev vred. Louise beskriver det selv sådan her:
“Jeg blev vred over, at der var lagt en fælde for os, at de havde tiltusket sig vores oplysninger under falske forudsætninger. Jeg blev vred over måden, de gjorde det på, og at de ville fortælle kommunen og min graviditet, før mine bedsteforældre og andre tætte familiemedlemmer havde fået det at vide. Jeg blev vred over, at jeg havde samlet al den tillid, jeg overhovedet kunne skrabe sammen, og så blev den misbrugt.”
Det er et klassisk catch-22: Uanset hvad Louise gør, bliver det brugt imod hende. Hun er ærlig, og det bruges imod hende. Hun bliver vred over at være blevet ført bag lyset, og det bruges imod hende.
Offeret, der blev behandlet som gerningsmanden
Den nye underretning fra 2026 er ikke et isoleret tilfælde. Den trækker tråde tilbage til 2022, hvor Louise ifølge egne udtalelser og dokumenterne i sagen blev udsat for et dybt uretfærdigt systempres.
I 2022 var Louise fanget i et psykisk og fysisk voldeligt forhold til Daniel. Da kommunen skulle hjælpe, gjorde de det stik modsatte af deres lovmæssige pligt til at beskytte og støtte en voldsramt kvinde.
“I stedet for at hjælpe mig, gjorde de det stik modsatte af, hvad de lovmæssigt havde pligt til. De partshørte mig SAMMEN med voldsudøveren, Daniel,” fortæller Louise.
Det var først, da Louise mødte Martin, at det lykkedes hende at komme helt fri af Daniel og volden. “Jeg blev en af dem, der overlevede partnervold,” siger hun. Men i stedet for at anerkende denne kæmpe sejr og den styrke, det kræver at bryde ud af et voldeligt forhold, ser systemet hende stadig som et let offer.
“Sårbar” – eller bare stærk?
Et af de mest opsigtsvækkende aspekter af Familieambulatoriets sprogbrug er ordet “sårbar”. Det går igen i alle dokumenter. Men Louise stiller skarpt på det:
“Har I virkelig tænkt over begrebet ‘sårbar’ i forbindelse med at blive fulgt af familieambulatoriet? En kvinde, der tager på krisecenter, er på ingen måde sårbar. Hun er måske træt, ramt af traumer, i fare eller i traumebinding… Men sårbar? Nej. Stærk? Ja.”
Hun peger på det helt offentlige og psykologisk uforsvarlige i, at man beslutter, at en kvinde er “sårbar”, i sær uden at have mødt hende.
Louise mener, at hendes diagnoser – ADHD, Aspergers og den ledsagende OCD – netop er udtryk for en livslang kamp for at skabe orden.
“Da jeg fik min ADHD-diagnose, fortalte psykiatrien, at følgesygdomme som OCD er helt almindelige, især hos kvinder med ADHD. OCD’en er resultatet af, at man hele livet igennem forsøger at skabe kosmos i kaos.”
Det er ikke en svaghed. Det er en overlevelsesstrategi. En strategi, der har holdt hende oppe igennem et årelangt mareridt med kommunen og et voldeligt forhold.
“En ting, jeg synes er ekstremt fedt ved autismehjernen, er, at den ikke rydder op og smider ud i synapser som en hjerne uden autisme gør. Hvilket for mig er rimelig ny viden. Jeg blev beskrevet som et lille spædbarn, og jeg har stadig antennerne, der fanger.”
Den manglende retssikkerhed
Det er ikke kun Louise, der står tilbage med en følelse af afmagt. Det er et systemisk problem. Louise henviser selv til Rigsrevisionens rapporter, der fastslår, at der i op mod 69 % af anbringelsessager er begået ulovlige handlinger.
“Det bør gøre, at alle forældre går i alarm ved bare risikoen for, at kommunen blander sig, uanset hvilken situation man er i.”
Det er kernen i problemet. Systemet er blevet så uforudsigeligt, at forældre med diagnoser eller en fortid på det sociale område ikke længere kan føle sig sikre på, at de ikke bliver revet væk fra deres børn på et forkert grundlag.
De skjulte beviser, som systemet ignorerer
Hvis man graver i Louises sagsakter, finder man noget, som Familieambulatoriet burde have set.
Fra Aalborg Universitetshospitals journaler i 2022:
- 12. juli 2022: Jordemoder skriver: “Mor er meget rolig i sin omgang med drengen og i samspillet med storebror, der er meget engageret.”
- 13. juli 2022: Sygeplejerske skriver: “Louise er meget kærlig i sin tilgang til drengen, er opmærksom på hans signaler. Beroliger ham efter ble skift, ved at nusse ham på kinden og tysse.”
Disse notater beviser, at Louise – selv under det enorme pres, hun var under i 2022 – udviste høj forældrekompetence. Alligevel blev hendes søn fjernet med magt. Og nu, fire år senere, bruger systemet de samme diagnoser og den samme “sårbare historik” til at underrette kommunen igen.
Hvad bør der ske?
Louise har brug for, at nogen stiller sig op og siger: “Stop.”
Hun har brug for, at Familieambulatoriets underretning bliver imødegået med de positive journalnotater fra 2022, og at det påpeges, at der ikke er lovhjemmel til at underrette alene på baggrund af en historik. Hun har brug for, at kommunens egen vurdering bliver fremhævet. Hun har brug for, at Martins diagnose ikke bliver brugt som en dom, men som en del af en samlet vurdering.
Louise er ikke en dårlig mor. Hun er en overlever. Hun er en kvinde, der har kæmpet mod et system, der ikke har villet se hende. Og nu, hvor hun er gravid igen, er systemet tilsyneladende klar til at gøre det samme igen.
Det bør vi ikke acceptere.
Kommunen har svaret: Vi kan ikke kommentere den konkrete sag
Kriminalmagasinet.com har forelagt Frederikshavn Kommune de kritiske spørgsmål i sagen. Centerchef for Familie, har sendt følgende skriftlige svar:
“Da din henvendelse indeholder konkrete personoplysninger, kan vi ikke kommentere på den konkrete persons sag eller be- eller afkræfte oplysninger om sagsforløbet. Vi kan derfor alene besvare dine spørgsmål på et mere generelt niveau om kommunens praksis og håndtering af denne type sager.”
I svaret oplyser kommunen generelt, at “en underretning ikke tilsidesætter kommunens tidligere faglige vurderinger”, og at “det ikke er praksis i Center for Familie at partshøre et voldsoffer og en voldsudøver sammen”. Kommunen oplyser endvidere, at “hvis der konstateres fejl i oplysninger eller stamdata, skal kommunen forholde sig til dem”.
Kommunen benægter dog ikke de konkrete påstande i sagen. De afviser hverken, at Louise blev partshørt sammen med Daniel, at BFU’en blev afsluttet før Karls fødsel, eller at der var fejl i BFU’ens stamdata. De henviser udelukkende til, at de ikke kan kommentere personoplysninger.
Artiklen vil blive opdateret, hvis kommunen vender tilbage med yderligere kommentarer.
