Hvis lovgivningen i Danmark vitterligt var til for borgeren, og hvis myndighederne efterlevede loven over hele skalaen, så ville vi slet ikke have de problemer, vi ser i dag. Men virkeligheden er en helt anden. Uanset om det handler om langvarige arbejdsskadesager, opslidende familieretssager eller tunge straffesager, møder borgeren den samme mur: En konstant systemisk modstand, hvor man ikke bliver hørt, og hvor vores grundlæggende retssikkerhed undermineres af selvsamme system, der burde beskytte os.
Det rejser et dybt bekymrende, men nødvendigt spørgsmål: Hvem er systemet egentlig til for? Er det borgeren, eller er det systemet selv? Man kan fristes til at spørge, om det i virkeligheden er borgerens magtesløshed, systemet lever af. Hver gang et CPR-nummer tilføjes til en ny sag, en ny instans eller en ny klage, ringer kasseapparatet i den anden ende. Det virker næsten som om, at systemet trives med, at den almindelige borger holdes i uvidenhed, uden reelle økonomiske eller juridiske muligheder for at rejse sig og sige fra.
Når man som borger forsøger at navigere i det juridiske landskab, rammer man hurtigt et uigennemskueligt “ping-pong-system”. Sager bliver overset, dokumenter forsvinder, vigtige detaljer bliver undermineret af systemets velsmurte maskineri, eller også bliver de kastet direkte i skraldespanden. Systemets gang bryder i dag systematisk med helt grundlæggende retsprincipper på tværs af flere vitale sagsområder:
- Lad os nævne nogen af dem :
- Arbejdsskadesager og det sociale område:
I de årelange forløb om arbejdsskader og tab af erhvervsevne ser vi gang på gang, at kommuner og instanser bryder officialprincippet (undersøgelsesprincippet), som forpligter dem til at oplyse en sag fuldstændigt og uvildigt, før der træffes afgørelse. Når kommuner bevidst ser bort fra speciallægeerklæringer eller trækker sager ud i årevis, er det et direkte brud på retssikkerhedslovens § 3 (kravet om hurtig sagsbehandling) og forvaltningslovens § 21 om retten til at afgive udtalelse (partshøring). Borgerens helbred og økonomi ødelægges, mens instanserne sender sagen i ring. - Familieretssager og børneområdet:
I Familieretshuset og de kommunale børne- og ungeforvaltninger er retssikkerheden reelt sat ud af kraft i mange sager. Når forvaltninger træffer afgørelser baseret på mangelfulde eller direkte subjektive børnefaglige undersøgelser, overtrædes forvaltningslovens § 19 om obligatorisk partshøring i grov grad. Samtidig ignoreres forvaltningslovens § 22 og § 24 om myndighedernes begrundelsespligt, hvor borgeren har krav på en klar, juridisk forklaring på, hvorfor en afgørelse træffes. I stedet spises forældre af med standardiserede floskler, mens børns liv ødelægges. - Straffesager og myndighedsudøvelse:
Selv i straffesager og i mødet med politi og anklagemyndighed trækkes sager i langdrag i en grad, der krænker Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, som garanterer enhver borger en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist. Når sager ligger uberørte hen i månedsvis eller år, forsvinder beviser, og borgerens liv sættes i stå – alt imens myndighederne dækker over egne administrative og tekniske udfordringer.
Når borgeren endelig får en advokat eller juridisk rådgiver med ind over, ændrer billedet sig sjældent. Hvad sker der i de fleste sager? De trækkes i år lange rækker, og der sker absolut ingenting. Sagerne går tabt på gulvet – enten fordi borgeren løber tør for de økonomiske ressourcer, det kræver at kæmpe mod overmagten, eller simpelthen fordi systemet nægter at indordne sig under den lovgivning, der rent faktisk findes på papiret.
Når myndigheder desuden begår alvorlige fejl, dækker de sig under en total mangel på konsekvens. Vi ser store brud på databeskyttelsesforordningens (GDPR) art. 5 og 32 om integritet, fortrolighed og datasikkerhed, hvor fortrolige oplysninger fejlsendes til uvedkommende borgere. Men i stedet for at rydde op, mødes man med tavshed, som strider imellem offentlighedslovens § 7 om borgerens ret til aktindsigt.
Det er på høje tid, at vi stopper systemets systematiske undergravelse af borgeren. Systemet må og skal indordne sig under lovgivningen på lige fod med alle andre. Vi må kræve, at retssikkerheden og vores juridiske rettigheder bliver sat i højsædet, så loven igen bliver et skjold for borgeren – i stedet for et sværd i systemets hånd.
venligst hilsen Jura .
