Tror i at vi har perfekte lovgivninger i Danmark. Det er i hvert fald det, vi får at vide fra talerstolen. At borgeren skal stole på demokratiet, fordi lovgivningen bliver efterkommet.
Men hvad er en lovgivning værd, når den ikke efterkommes af dem, der selv har skrevet den?
Som jurister og rådgivere ser vi dagligt borgere, der rammes af det samme mønster: Myndighedernes systematiske ansvarsfralæggelse. Vi ser det i sager om ulovligt adskilte børn og familier, i jobafprøvning, i sager om handicappede uden hjælp, psykisk syge der overlades til sig selv, og borgere der mister dyr og hjem på et ulovligt grundlag.
Det er ikke enkeltsager. Det er et systemisk svigt. Og det er derfor, vi nu offentligt opfordrer: Findes der en eller flere stjerneadvokat med mod til at tage denne folkebyrde som bliver overset af system?
Vi har lovgivningen. Vi mangler håndhævelsen.
Vi opfordrer til at samle sager, der kan prøve netop disse altafgørende paragraffer, som i dag mister deres praktiske virkning:
1. Straffelovens §§ 155 og 157 – Det personlige strafansvar.
Hvorfor altafgørende: Fordi ingen myndighed er kollektiv. Når en afgørelse er åbenlyst ulovlig, fritager en ordre fra chefen ikke den enkelte embedsmand. Straffelovens § 155 (misbrug af stilling) og § 157 (grov pligtforsømmelse) slår fast, at offentligt ansatte kan straffes personligt. Uden håndhævelse af dette opstår der de facto immunitet – hvor ansvaret blot sendes rundt i ring ping- pong system .
2. Retssikkerhedslovens § 10 og Forvaltningslovens § 24 – Sandhedspligt og sagsoplysning.
Hvorfor altafgørende: Efter Retssikkerhedslovens § 10 (Officialprincippet) har kommunen pligt til at oplyse en sag fuldstændigt, før der træffes afgørelse. Den må ikke bygge indgribende afgørelser på antagelser, indicier eller bevidst vildledende oplysninger. Det er et brud på sandhedspligten og det forvaltningsretlige princip om forbud mod magtfordrejning. Når forvaltningen svigter dette, og samtidig bryder Forvaltningslovens § 24 ved at give mangelfulde eller direkte usande begrundelser, er afgørelsen retsstridighed er ugyldig.
3. Politilovens §§ 1, 15 og 16 – Nødvendighed og proportionalitet.
Hvorfor altafgørende: Fordi politiets formål jf. Politilovens § 1 er at sikre retssikkerheden og beskytte borgerens rettigheder – ikke at være et ukritisk magtapparat for en kommune. Magtanvendelse skal efter Politilovens §§ 15 og 16 altid være absolut nødvendig, proportional og den mindst indgribende løsning. Politiet har ingen lovhjemmel til blindt at eksekvere en kommunal afgørelse, hvis de gøres bekendt med, at det juridiske grundlag er falsk.
4. Grundlovens §§ 63 og 72 samt EMRK artikel 3, 8 og 13 – Retten til domstolsprøvelse.
Hvorfor altafgørende: Boligen er ukrænkelig jf. Grundlovens § 72, og familielivet er beskyttet af EMRK artikel 8. Når klageinstanser blot skriver “vi er sterile og enige med politiet/kommunen” uden reel efterprøvelse, krænkes EMRK artikel 13 om retten til et effektivt retsmiddel. Den manglende undersøgelse bliver i sig selv en statslig krænkelse. Derfor må vi aktivere Grundlovens § 63, som giver domstolene ret og pligt til at efterprøve og dømme øvrighedens (myndighedernes) grænser.
Problemet med klagesystemet.
Vi har mange klageinstanser. Men som belyst i Kriminalmagasinet, så er Ankestyrelsen kun et administrativt kontor, ikke en uafhængig domstol. Rigspolitiets klageafdeling, ministerier og kommuner henviser blot til hinanden. Tilbage står borgeren med kun ét es: Selv at betale en formue for en advokat og stævne stat og kommune for overhovedet at blive hørt.
Det er dybt beskæmmende, at man i en retsstat presser borgeren ud i et sådant økonomisk og menneskeligt dilemma for at få prøvet, om loven overhovedet gælder.
Opfordringen:
Vi ved, at der sidder tusindvis af borgere, der har mærket denne ansvarsfralæggelse. Jo flere sager der samles med nøjagtig samme mønster – afgørelse uden lovhjemmel, klage der afvises uden reel undersøgelse, ansvar der fralægges – jo tydeligere bliver det, at retssikkerheden i Danmark er blevet en formel garanti uden praktisk virkning.
Derfor: Hvis du er en stjerneadvokat med speciale i strafferet, forvaltningsproces og menneskeret, og med modet til at rejse sager om statens og kommunernes systematiske lovbrud – så lad os høre fra dig. Sagerne findes. Dokumentationen findes her hos os. Det kræver kun én, der tør samle dem og føre dem hele vejen til domstolene under Grundlovens § 63.
For en retsstat kan ikke nøjes med at have rettigheder på papiret. Den skal også sikre, at krænkelser bliver undersøgt, at det personlige ansvar placeres korrekt, og at borgeren har en reel og retfærdig adgang til beskyttelse.
Med venlig hilsen, Jura .
En væsentlig dimension af denne problemstilling er sammenhængen med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, der indeholder det absolutte forbud mod tortur samt umenneskelig eller nedværdigende behandling.
Artikel 3 indebærer ikke alene en negativ forpligtelse for staten til at undlade sådanne krænkelser, men også positive og processuelle forpligtelser til at beskytte mennesker og gennemføre effektive undersøgelser af tilstrækkeligt underbyggede påstande om alvorlige overgreb.
Det er særligt i denne sammenhæng, at myndighedernes ansvarsfralæggelse får en alvorlig menneskeretlig dimension.
Når myndigheder undlader at undersøge tilstrækkeligt underbyggede påstande om alvorlige menneskerettighedskrænkelser, og når kontrolinstanser efterfølgende afviser at forholde sig til mulige overtrædelser, kan den samlede virkning blive en de facto immunitet.
Ikke nødvendigvis en formel juridisk immunitet, men en faktisk beskyttelse mod ansvar, hvor ingen instans reelt påtager sig at undersøge, standse eller sikre ansvarlighed for mulige krænkelser.
Det er særligt alvorligt, fordi EMRK artikel 3 netop stiller krav om effektive undersøgelser, når der foreligger en tilstrækkeligt begrundet påstand om behandling omfattet af bestemmelsen. Staten kan ikke frigøre sig fra disse forpligtelser ved at lade ansvaret cirkulere mellem myndigheder.
Det betyder, at myndighedernes manglende undersøgelse af en mulig krænkelse under artikel 3 efter omstændighederne kan udgøre en selvstændig processuel menneskerettighedskrænkelse, uanset om den oprindelige materielle krænkelse efterfølgende kan bevises.
Hvis en myndigheds passivitet beskytter en anden myndigheds mulige overgreb mod reel efterprøvelse, opstår der derfor et selvstændigt menneskeretligt spørgsmål om statens processuelle ansvar.
Det er samtidig relevant at undersøge, hvordan denne ansvarsfralæggelse kan skabe systemisk afmagt og institutionel gaslighting, hvor borgerens dokumentation tilsidesættes, myndighedernes fortælling fastholdes, og borgerens reaktioner på belastningen efterfølgende risikerer at blive anvendt imod vedkommende.
Dermed kan der opstå en selvforstærkende mekanisme, hvor myndighedernes manglende ansvarlighed ikke alene forhindrer oprejsning, men også bidrager til at fastholde borgeren i en situation, hvor vedkommendes rettigheder eksisterer formelt, men mister deres praktiske virkning.
Det rejser nogle grundlæggende spørgsmål:
Hvem sikrer statens overholdelse af menneskerettighederne, når de instanser, der skal kontrollere hinanden, i praksis undlader at placere ansvar?
Hvordan sikres en reel og uafhængig undersøgelse, når mulige krænkelser udspringer af myndighedernes egen sagsbehandling?
Og hvornår bliver gentagen institutionel passivitet ikke blot et retssikkerhedsproblem, men et selvstændigt brud på statens menneskeretlige forpligtelser?
Det er netop disse mekanismer, vi arbejder med at dokumentere og analysere i Projekt Paulus, herunder hvordan gentagen ansvarsfralæggelse kan føre til faktisk straffrihed og svigtende menneskeretlig beskyttelse.
Formålet er ikke alene at identificere mulige individuelle krænkelser, men også at undersøge, om der eksisterer gentagne og systemiske mønstre, hvor myndighedernes indbyrdes ansvarsfralæggelse reelt skaber en beskyttelse mod retlig ansvarliggørelse.
En retsstat kan ikke nøjes med at have rettigheder på papiret. Den skal også sikre, at krænkelser bliver undersøgt, at ansvar kan placeres, og at borgeren har reel adgang til beskyttelse.
Ellers risikerer retssikkerheden at blive en formel garanti uden praktisk virkning, og myndighedernes ansvarsfralæggelse at udvikle sig til netop den de facto immunitet, som menneskerettighedernes processuelle garantier skal modvirke.
Ole Bakkestrøm
Projektleder, Projekt Paulus
Ex officio et ex conscientia – Af pligt og samvittighed
Der er Stærkt brug for, hjælp i et kriminelt system inklusive politi, som ikke hjælper den lille borger,
Der er flere der blir jagtet af et sygt system, uden rettigheder, hjælp, og det optrapper kun, situation, 8 års chikane
KAB hvor borgmester sidder i bestyrelse, og Kommune,
Dokumentfalsk, hærværk,
Beviser vidner haves, politi sidder stadig med sagen, der sendes fortsat beviser, der må komme et oprør, hvis ikke vanviddet stopoer