Læserbrev: Noble Cause Corruption – når myndigheder retfærdiggør lovbrud med gode intentioner

Et bemærkelsesværdigt eksempel på den problemstilling, der inden for korruptionsforskning betegnes Noble Cause Corruption, fremgår af TV2 ØSTs artikel »Politikere kan få bøder for ulovlige anbringelser« fra den 15. november 2026.

I artiklen udtaler Kasper Schneider, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune:

»Vi anerkender 100 procent, at det, vi gør, ikke er lovligt. Men grunden til, at vi gør det, er jo, at vi prøver at beskytte nogle af vores allermest udsatte børn.«

Udtalelsen vedrører fem børn, som fortsat er anbragt i ikke-godkendte tilbud, fordi kommunen ifølge udvalgsformanden ikke kan finde egnede godkendte alternativer.

Det rejser et principielt spørgsmål om forholdet mellem myndigheders beskyttelsesforpligtelse, lovgivning og politisk ansvar.

Hvad er Noble Cause Corruption?

Noble Cause Corruption beskriver et fænomen, hvor personer med offentlig myndighed tilsidesætter regler, procedurer eller rettigheder, fordi de mener, at formålet retfærdiggør midlerne.

Det er ikke nødvendigvis økonomisk korruption eller handlinger motiveret af personlig vinding.

Tværtimod er det karakteristiske netop, at handlingerne begrundes med et formål, som i sig selv kan være legitimt eller moralsk ønskværdigt.

Problemet opstår, når overbevisningen om at gøre det rigtige bliver begrundelsen for bevidst at gøre noget ulovligt.

I Næstved-sagen er det særligt bemærkelsesværdigt, at udvalgsformanden ikke bestrider ulovligheden, men offentligt anerkender den og samtidig begrunder fortsættelsen med hensynet til børnenes beskyttelse.

Det illustrerer den centrale problemstilling ved Noble Cause Corruption: At et legitimt beskyttelsesformål kan anvendes til at retfærdiggøre en ulovlig fremgangsmåde.

Det betyder ikke i sig selv, at der juridisk er konstateret korruption. Begrebet beskriver her en relevant mekanisme, som sagen bør undersøges i lyset af.

Når beskyttelsespligten bruges til at begrunde lovbrud

Kommunen har en positiv forpligtelse til at beskytte udsatte børn. Men den forpligtelse eksisterer ikke uafhængigt af lovgivningen.

Tværtimod er lovgivningens krav til godkendelse, kvalitet, tilsyn og retssikkerhed netop indført for at beskytte børnene.

Derfor opstår et grundlæggende paradoks, når hensynet til børnenes beskyttelse anvendes som begrundelse for at tilsidesætte regler, der selv har et beskyttelsesformål.

At kommunen mangler godkendte tilbud, kan være en reel og alvorlig strukturel udfordring. Men det fritager ikke automatisk kommunen eller dens politiske ledelse for retligt ansvar.

Det relevante spørgsmål bliver derfor ikke alene, hvorfor kommunen handler ulovligt, men også:

  • Hvilke konkrete alternativer er undersøgt, og hvorfor er de blevet afvist?
  • Hvordan er børnenes sikkerhed, trivsel og rettigheder dokumenteret og vurderet?
  • Hvilke beslutninger er truffet for at bringe forholdene i overensstemmelse med lovgivningen?
  • Hvordan placeres det politiske og administrative ansvar for, at den ulovlige situation fortsætter?

Fra Noble Cause Corruption til institutionel normalisering

En væsentlig risiko ved denne mekanisme er, at lovbrud gradvist kan blive normaliseret i organisationen.

Når en myndighed accepterer, at et ønskværdigt formål kan begrunde tilsidesættelse af lovgivningen, kan der udvikles en institutionel praksis, hvor hensigten får forrang frem for retssikkerheden.

Det er netop sådanne mekanismer, vi undersøger i Projekt Paulus, herunder sammenhængen mellem institutionel magtudøvelse, systemisk afmagt, myndighedsansvar og institutionel realitetsforvrængning.

Det afgørende er ikke at betvivle, at myndigheder kan have oprigtige ønsker om at beskytte mennesker.

Det afgørende er at undersøge, hvad der sker, når myndighedens egen opfattelse af det gode formål bliver styrende for, hvilke lovbestemmelser den mener sig berettiget til at tilsidesætte.

Retssikkerhed er ikke en hindring for beskyttelse. Retssikkerhed er en del af beskyttelsen.

Og netop derfor er det nødvendigt at fastholde forskellen mellem at forstå baggrunden for en ulovlig handling og at acceptere den som legitim.

Hvis offentlige myndigheder kan tilsidesætte lovgivningen med henvisning til deres egne gode intentioner, opstår et fundamentalt spørgsmål:

Hvem beskytter så borgerne mod myndighedens egen overbevisning om, at den handler rigtigt?

Kilde: TV2 ØST, 15. november 2026, »Politikere kan få bøder for ulovlige anbringelser«.

Af Ole Bakkestrøm
Projektleder, Projekt Paulus
Ex officio et ex conscientia – Af pligt og samvittighed

Et bemærkelsesværdigt eksempel på den problemstilling, der inden for korruptionsforskning betegnes Noble Cause Corruption, fremgår af TV2 ØSTs artikel »Politikere kan få bøder for ulovlige anbringelser« fra den 15. november 2026.

I artiklen udtaler Kasper Schneider, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune:

»Vi anerkender 100 procent, at det, vi gør, ikke er lovligt. Men grunden til, at vi gør det, er jo, at vi prøver at beskytte nogle af vores allermest udsatte børn.«

Udtalelsen vedrører fem børn, som fortsat er anbragt i ikke-godkendte tilbud, fordi kommunen ifølge udvalgsformanden ikke kan finde egnede godkendte alternativer.

Det rejser et principielt spørgsmål om forholdet mellem myndigheders beskyttelsesforpligtelse, lovgivning og politisk ansvar.

Hvad er Noble Cause Corruption?

Noble Cause Corruption beskriver et fænomen, hvor personer med offentlig myndighed tilsidesætter regler, procedurer eller rettigheder, fordi de mener, at formålet retfærdiggør midlerne.

Det er ikke nødvendigvis økonomisk korruption eller handlinger motiveret af personlig vinding.

Tværtimod er det karakteristiske netop, at handlingerne begrundes med et formål, som i sig selv kan være legitimt eller moralsk ønskværdigt.

Problemet opstår, når overbevisningen om at gøre det rigtige bliver begrundelsen for bevidst at gøre noget ulovligt.

I Næstved-sagen er det særligt bemærkelsesværdigt, at udvalgsformanden ikke bestrider ulovligheden, men offentligt anerkender den og samtidig begrunder fortsættelsen med hensynet til børnenes beskyttelse.

Det illustrerer den centrale problemstilling ved Noble Cause Corruption: At et legitimt beskyttelsesformål kan anvendes til at retfærdiggøre en ulovlig fremgangsmåde.

Det betyder ikke i sig selv, at der juridisk er konstateret korruption. Begrebet beskriver her en relevant mekanisme, som sagen bør undersøges i lyset af.

Når beskyttelsespligten bruges til at begrunde lovbrud

Kommunen har en positiv forpligtelse til at beskytte udsatte børn. Men den forpligtelse eksisterer ikke uafhængigt af lovgivningen.

Tværtimod er lovgivningens krav til godkendelse, kvalitet, tilsyn og retssikkerhed netop indført for at beskytte børnene.

Derfor opstår et grundlæggende paradoks, når hensynet til børnenes beskyttelse anvendes som begrundelse for at tilsidesætte regler, der selv har et beskyttelsesformål.

At kommunen mangler godkendte tilbud, kan være en reel og alvorlig strukturel udfordring. Men det fritager ikke automatisk kommunen eller dens politiske ledelse for retligt ansvar.

Det relevante spørgsmål bliver derfor ikke alene, hvorfor kommunen handler ulovligt, men også:

  • Hvilke konkrete alternativer er undersøgt, og hvorfor er de blevet afvist?
  • Hvordan er børnenes sikkerhed, trivsel og rettigheder dokumenteret og vurderet?
  • Hvilke beslutninger er truffet for at bringe forholdene i overensstemmelse med lovgivningen?
  • Hvordan placeres det politiske og administrative ansvar for, at den ulovlige situation fortsætter?

Fra Noble Cause Corruption til institutionel normalisering

En væsentlig risiko ved denne mekanisme er, at lovbrud gradvist kan blive normaliseret i organisationen.

Når en myndighed accepterer, at et ønskværdigt formål kan begrunde tilsidesættelse af lovgivningen, kan der udvikles en institutionel praksis, hvor hensigten får forrang frem for retssikkerheden.

Det er netop sådanne mekanismer, vi undersøger i Projekt Paulus, herunder sammenhængen mellem institutionel magtudøvelse, systemisk afmagt, myndighedsansvar og institutionel realitetsforvrængning.

Det afgørende er ikke at betvivle, at myndigheder kan have oprigtige ønsker om at beskytte mennesker.

Det afgørende er at undersøge, hvad der sker, når myndighedens egen opfattelse af det gode formål bliver styrende for, hvilke lovbestemmelser den mener sig berettiget til at tilsidesætte.

Retssikkerhed er ikke en hindring for beskyttelse. Retssikkerhed er en del af beskyttelsen.

Og netop derfor er det nødvendigt at fastholde forskellen mellem at forstå baggrunden for en ulovlig handling og at acceptere den som legitim.

Hvis offentlige myndigheder kan tilsidesætte lovgivningen med henvisning til deres egne gode intentioner, opstår et fundamentalt spørgsmål:

Hvem beskytter så borgerne mod myndighedens egen overbevisning om, at den handler rigtigt?

Kilde: TV2 ØST, 15. november 2026, »Politikere kan få bøder for ulovlige anbringelser«.

Ole Bakkestrøm
Projektleder, Projekt Paulus
Ex officio et ex conscientia – Af pligt og samvittighed

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Se TV Omsorg på Facebook

spot_img