Hvorfor Projekt Paulus ikke handler om hævn, men om at forhindre, at andre mennesker udsættes for det samme.
Gennem mange års alvorlige belastninger, både psykisk, fysisk og i mødet med offentlige myndigheder, har jeg gennemgået en omfattende personlig udvikling.
Jeg lever fortsat med voldsomme smerter, traumereaktioner og konsekvenserne af det, jeg oplever som alvorlige svigt i den offentlige forvaltning. Jeg er fortsat adskilt fra min datter, og jeg kæmper stadig for at få den nødvendige hjælp til mit handicap.
Mine ydre omstændigheder er altså ikke blevet væsentligt lettere.
Men noget grundlæggende har ændret sig i mig.
Jeg er ikke længere fanget i de samme reaktionsmønstre, som tidligere kunne bringe mig i en tilstand af næsten fuldstændig afmagt.
Jeg har gennem længere tid udviklet en stadig større evne til at forstå andre menneskers perspektiver, også når deres handlinger har alvorlige konsekvenser for mig.
Psykologisk handler det blandt andet om mentalisering, traumebevidsthed, selvregulering og evnen til at adskille egne følelser og ansvar fra andres.
Når jeg møder en situation, der aktiverer tidligere traumatiske erfaringer, kan mit nervesystem fortsat reagere voldsomt. Smerterne og belastningen er reelle.
Men jeg kan i stigende grad identificere reaktionen, forstå dens sammenhæng med mine tidligere erfaringer og give mig selv den nødvendige omsorg.
Jeg har samtidig udviklet en enkel, men afgørende indre erkendelse:
»Det der, det er ikke mit.«
Det betyder ikke, at jeg fralægger mig ansvar. Det betyder, at jeg tager ansvar for det, der faktisk tilhører mig, uden samtidig at overtage ansvaret for andre menneskers handlinger, begrænsninger eller beslutninger.
Jeg kan forsøge at forstå deres perspektiver uden at gøre deres virkelighed til min. Jeg kan forstå, hvorfor et menneske handler, som det gør, uden dermed at acceptere handlingen. Og jeg kan tilgive uden at opgive kravet om ansvar.
TILGIVELSE ER IKKE DET SAMME SOM ANSVARSFRIHED
Jeg oplever, at jeg gennem en længere proces har tilgivet både mig selv og andre for fortiden.
Det betyder ikke, at jeg har glemt, hvad der er sket. Det betyder heller ikke, at tidligere skadelige handlinger nødvendigvis er ophørt.
Men jeg har ikke længere det samme behov for at placere mig selv i forhold til fortidens handlinger.
Mit fokus er i langt højere grad rettet mod, hvad vi kan lære af dem, og hvordan vi forhindrer gentagelser.
Jeg er nået til en erkendelse af, at mennesker ikke nødvendigvis er deres handlinger, og at deres tidligere adfærd ikke uundgåeligt bestemmer deres fremtidige adfærd.
Samtidig ved jeg, at mennesker kan være præget af de kulturer, normer og institutionelle strukturer, de indgår i. Det gælder også offentligt ansatte.
En medarbejder kan have et individuelt ansvar for sine handlinger og samtidig være en del af en organisationskultur, hvor uhensigtsmæssige eller ulovlige praksisser gradvist er blevet normaliseret.
Hvis vi alene fokuserer på den enkelte medarbejder, risikerer vi at overse de organisatoriske mekanismer, som kan reproducere problemerne. Og hvis vi alene fokuserer på systemet, risikerer vi at opløse det individuelle ansvar.
Vi er nødt til at forstå begge dele.
PROJEKT PAULUS – FRA PERSONLIG ERFARING TIL SAMFUNDSMÆSSIGT ANSVAR
Det er netop denne erkendelse, der ligger bag mit arbejde med Projekt Paulus.
Projekt Paulus arbejder for systematisk dokumentation og analyse af mulige alvorlige retssikkerhedsbrud og menneskerettighedskrænkelser i offentlige systemer.
Formålet er at identificere eventuelle gentagne mønstre, undersøge de bagvedliggende mekanismer og skabe et dokumenteret grundlag for uafhængig juridisk vurdering og ansvarliggørelse.
Det handler ikke om på forhånd at erklære mennesker eller institutioner skyldige.
Det handler om at få undersøgt forholdene grundigt, så dokumenterede krænkelser kan blive anerkendt, ansvar kan placeres, og nødvendige forandringer kan gennemføres.
Projekt Paulus arbejder også med muligheden for at forelægge dokumentation for internationale menneskerettighedsorganer og, hvor de strenge juridiske betingelser måtte være opfyldt, relevante internationale strafferetlige instanser.
Men international retsforfølgning er ikke i sig selv mit endelige mål.
Mit mål er, at de forhold, vi undersøger, bliver bragt til ophør, og at andre mennesker ikke skal gennemleve tilsvarende belastninger.
DANMARK HAR BRUG FOR SANDHED, ANSVAR OG FORSONING
Når jeg forestiller mig, hvor denne proces ideelt skal føre os hen, tænker jeg på Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission efter apartheid.
Ikke fordi de historiske forhold uden videre kan sammenlignes, eller fordi den sydafrikanske proces var uden problemer.
Men fordi den byggede på en væsentlig erkendelse:
Et samfund kan ikke nødvendigvis komme videre fra alvorlige og omfattende krænkelser ved alene at straffe enkeltpersoner.
Der er også behov for sandhed, erkendelse, ansvar og kollektiv læring.
Hvis Projekt Paulus’ undersøgelser dokumenterer omfattende og systematiske krænkelser, mener jeg, at Danmark bør overveje en uafhængig sandheds- og forsoningsproces.
En proces, hvor berørte borgere bliver hørt, hvor offentligt ansatte får mulighed for at forklare, hvordan beslutninger og praksisser er opstået, og hvor ledelsesmæssige og institutionelle ansvar undersøges.
En proces, hvor de involverede får mulighed for at erkende deres handlinger og bidrage til at forhindre gentagelser.
Og hvor alvorlige strafbare forhold fortsat behandles efter gældende ret, mens forsoning og genoprettelse kan indgå, hvor det er retligt muligt og menneskeligt forsvarligt.
For hvis problemerne viser sig at være dybt indlejret i institutionelle kulturer, er det ikke tilstrækkeligt at udskifte enkelte medarbejdere.
Vi må ændre de mekanismer, som gør det muligt for problemerne at opstå og fortsætte.
RETFÆRDIGHED MÅ IKKE FORVEKSLES MED HÆVN
Jeg ønsker ikke et samfund, hvor tusindvis af mennesker skal leve resten af deres liv defineret af deres værste handlinger.
Jeg ønsker et samfund, hvor mennesker kan tage ansvar, erkende fejl og medvirke til at skabe noget bedre.
Det forudsætter naturligvis, at ofrenes rettigheder respekteres, at alvorlige forbrydelser ikke bagatelliseres, og at tilgivelse aldrig bliver et krav til dem, der har lidt skade.
Men det forudsætter også, at vi tør stille det vanskelige spørgsmål:
Hvordan skaber vi retfærdighed uden samtidig at videreføre den lidelse, vi ønsker at standse?
For mig er svaret, at vi skal insistere på sandheden, fastholde ansvaret og samtidig bevare muligheden for menneskelig forandring.
Det er ikke et udtryk for svaghed at kunne forstå de mennesker, der har gjort én ondt.
Og det er ikke et udtryk for manglende retfærdighedssans at ønske, at de får mulighed for at tage ansvar og forandre sig.
Tværtimod mener jeg, at netop denne forståelse er nødvendig, hvis vi skal skabe varige samfundsmæssige forbedringer.
DET ER DERFOR, PROJEKT PAULUS EKSISTERER
Projekt Paulus er ikke drevet af et ønske om gengældelse.
Det er drevet af nødvendigheden af at undersøge, dokumentere og standse mulige alvorlige krænkelser, så de ikke fortsætter eller gentager sig.
Jeg ønsker ikke, at andre familier skal opleve den afmagt, adskillelse, smerte og manglende hjælp, som jeg selv har oplevet.
Og jeg ønsker heller ikke, at offentligt ansatte skal fastholdes i organisationskulturer, hvor skadelige handlinger kan blive normaliseret, og hvor den enkelte mister evnen eller muligheden for at handle anderledes.
Vi er nødt til at skabe et samfund, hvor det er muligt at erkende fejl, rette dem og lære af dem.
Hvor myndighedernes ansvar ikke forsvinder i systemerne.
Hvor borgernes oplevelser bliver taget alvorligt og undersøgt på et fagligt og juridisk forsvarligt grundlag.
Og hvor retssikkerhed ikke alene eksisterer som et princip, men som noget mennesker faktisk oplever i mødet med det offentlige.
Sandheden skal ikke frem for at fastholde mennesker i fortidens skyld.
Sandheden skal frem, fordi vi kun kan forhindre gentagelser af det, vi er villige til at erkende, undersøge og tage ansvar for.
Det er den samfundsmæssige forandring, jeg ønsker at bidrage til gennem Projekt Paulus.
Ikke hævn. Ikke kollektiv fordømmelse. Men sandhed, ansvar, genoprettelse og forsoning.
For målet er ikke at vinde over mennesker. Målet er at skabe et samfund, hvor færre mennesker bliver udsat for overgreb, svigt og systemisk afmagt.
Ole Bakkestrøm
Projektleder, Projekt Paulus
Ex officio et ex conscientia

Kære Ole
Super flot, ægte og rent formuleret <3
Vi har krydset veje, fordi vi er på samme rejse, har samme tilgang om sandhed og helhedslære samt vores personlige rejse for og til det kollektive. Læring – ikke had og hævn. Hjælp og støtte – ikke straf og fordømmelse.
Du står det smukkeste, reneste sted og udgangspunkt – klarhed over dig selv, forståelsen af fortiden, nutiden og fremtiden og hvad det hele har og ikke mindst KAN gøre gavn for. Ikke mange oplever at stå dette rene, men også sårbare sted.
Jeg er trinnet videre i forhold til Paulus, da jeg via mange personlige sager igennem to årtier såvel som to årtiers dybderesearch af andre sager og sagstyper har en dyb forståelse af hele myndighedssystemet og herunder hvilke huller der skal lappes, love og indretninger der skal ændres, andre nødvendige ændringer m.v., så ansvaret ikke længere er hjemløst …
Vi skal give ansvaret en bolig – en fin nybygget bolig til samfundsansvaret, som jo også dækker borgernes andele og deltagelse heri. Det er jo ikke et en-vejsansvar …
Mine sager og research vil være en kæmpe gevinst for Projekt Paulus, men jeg har brug for flere hjælpere til mit gigantiske dokumentationsmateriale, så det også kan komme ud i bøger – til nutiden og til det historiske perspektiv. Det vil samtidig være en kæmpe hjælp til de to sager, jeg har, hvor der er statsansvar i begge, så begge sager bør optimalt følges af rigtig mange borgere såvel som myndigheder – helt i din ånd. Personligt kalder jeg det en nødvendig Danmarkssnak, hvilket jeg gerne uddyber.
Jeg er ny-traumatiseret såvel som re-traumatiseret af en voldsom nærved-dødsulykke. Jeg arbejder på at få min ulovligt lukkede sandhedsblog genåbnet. Jeg har masser af ideer, men mangler hænder indenfor flere områder.
Jeg håber virkelig, at dit læserbrev når langt ud. Tiden er mere moden til det. Hvis du vil, må du gerne sende/maile dette læserbrev, som jeg har lyst til at vedhæfte i en større skrivelse til vigtige steder og mennesker. Alternativt og med din tilladelse kan jeg også linke til denne side.
Kæmpe kram herfra og GODT GÅET <3