Der findes ingen lovgivning i Danmark, der kan definere, hvordan dine børn skal være. Der findes ingen lovgivning, der definerer, hvordan du som forælder skal være, gå klædt, bo eller tale. Vi er født som frie mennesker jf. Grundlovens § 71 om den personlige frihed og Menneskerettighedskonventionens art. 8 og 9 om ret til privatliv, familieliv og frihed.
Barnets Lov beskriver ikke det perfekte barn eller den perfekte forælder. Loven beskriver kun, hvornår en kommune må gribe ind – og det er de fire punkter i § 47. Alt andet er familiens eget privat liv. Kommunen må ikke opfinde en “normal” og måle dig op imod den. De må ikke fjerne et barn, fordi de synes, du opdrager forkert, bor for småt, er for ung, er handicappet, er alene, eller fordi du har en fortid, du har lagt bag dig som kan gå mere end 20 år til bage. De må ikke fjerne et barn, fordi de ikke kan lide din livsstil. De må kun gribe ind, hvis de kan bevise med dokumentation, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade efter de fire punkter – og at de har forsøgt mindre indgribende hjælp først jf. § 32. Alt andet er myndighedens personlige skøn. Og personlige skøn er ikke lovhjemmel.
Efter Barnets Lov kan en kommune ikke fjerne et barn, uden at loven er fulgt til punkt og prikke. Alligevel oplever forældre – handicappede, enlige mødre/fædre, forældre på som kan være på kontanthjælp – at blive mødt med personlige skøn, falske underretninger og mundtlige påstande. Det skal vi understrege er ulovligt.
Her er, hvad loven kræver:
1. De 4 lovbestemte betingelser – § 47 i Barnets Lov.
Børn- og ungeudvalget kan kun træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af:
her kommer de 4 punkter.
- Utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet.
- Overgreb, som barnet har været udsat for.
- Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet selv.
- Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet.
Der skal ikke bare være bekymring. Der skal være dokumenteret åbenbar risiko. Kortvarige problemer er ikke grundlag.
2. Der skal ligge en børnefaglig undersøgelse – § 20.
Ingen afgørelse uden en afsluttet børnefaglig undersøgelse efter § 20. Den skal indeholde formål, varighed, inddragelse af forældre og barn, og hvad der er forsøgt af mindre indgribende hjælp først. Proportionalitetsprincippet gælder.
Proportionalitetsprincippet i Barnets Lov – Loven siger:
I forarbejderne og vejledningen til Barnets Lov kapitel 2, §5 og ved afgørelser om støtte/anbringelse står der ordret:
- Retssikkerhedsloven §10 – sagen skal være tilstrækkeligt oplyst til at vurdere om betingelserne er opfyldt
- Forvaltningsloven – proportionalitet og skånsomhedsprincippet
- EMRK artikel 8 – indgreb i familielivet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund og proportionalt med risikoen
3. Korrekt myndighed og underskrifter.
En afgørelse om tvang kan ikke træffes af en sagsbehandler. Den skal træffes af Børn- og ungeudvalget – et politisk nævn med en dommer, jf. Retssikkerhedsloven § 18. Afgørelsen skal være skriftlig, begrundet, med klagevejledning og med ansvarlige underskrifter. Mangler underskrift, begrundelse eller dokumentation, er den ugyldig og kan hjemvises af Ankestyrelsen.
4. Dokumentationskravet.
Alt skal være dokumenteret: Lægeerklæringer, observationer, partshøring, journalnotater. En underretning er ikke bevis. En mavefornemmelse er ikke bevis. Efter Forvaltningsloven § 24 og Grundloven § 71 har forældre ret til aktindsigt og partshøring. Afgørelser baseret på udokumenterede påstande er i strid med god forvaltningsskik.
5. Gælder for ALLE forældre.
Barnets Lov gælder ens. Man må ikke forskelsbehandle heller ikke efter handicap, civilstatus eller forsørgelsesgrundlag jf. Grundloven § 70 og Forskelsbehandlingsloven. At man er enlig mor, eller en på kontanthjælp, ung mor med en fortid, eller har været gennem en opvækst, er ikke et af de fire punkter i § 47. Tværtimod: Kommunen skal tilbyde støtte først, jf. Barnets Lov § 29-32.
Systemets magtfordrejning.
At kommunen “ønsker dialog” igen og igen uden grundlag, og bruger afslag på dialog som argument for anbringelse, er magtfordrejning.
Når et barn bliver flyttet rundt som en vandrepokal, eller bliver fremmedgjort fra sine forældre, fordi systemet gentagne gange indkalder til møder uden grundlag, skaber konflikter og derefter bruger forældrenes frustration som bevis for, at de er “usamarbejdsvillige” – så er det magtfordrejning jf. Forvaltningslovens principper (herunder § 27) og reelt magtmisbrug.
Det er cirklen: Systemet skaber uroen, og bruger uroen som argument for at fjerne barnet. Og det kan være strafbart.
Børn er forældres ejendom – og det er netop derfor, de er beskyttet. Efter Grundloven § 71, Forældreansvarsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 8 om ret til familieliv, kan ingen myndighed fjerne et barn uden lovhjemmel, nødvendighed og 100% dokumenteret bevis. Det gælder også ufødte børn – her kræves en § 26-undersøgelse og samtykke, medmindre helt særlige forhold gør sig gældende.
Derfor: Er du en forælder, der klarer opgaven på trods af systemets gentagne forsøg på dialog og indblanding – så står du stærkt. Loven kræver ikke, at du er perfekt. Den kræver, at kommunen beviser, at dit barn lider alvorlig skade. Kan de ikke det – skal de gå igen.
Advokatens ansvar:
Og nej – det her sker ikke hos topadvokater og politisk ansatte. Det sker hos dem, der ikke kender paragrafferne. Derfor skal paragrafferne frem til alle som må benytte sig af denne oplysning.
Det er advokatens juridiske ansvar at fastholde systemet i lovgivningen. Efter Barnets Lov § 47, Retssikkerhedsloven og officialprincippet skal alle oplysninger til fordel for familien også frem. Kommunen må ikke sortere i beviser. Ankestyrelsen skal efterprøve, om de fire punkter er dokumenteret – ikke om sagsbehandleren har en dårlig mavefornemmelse.
En dygtig advokat skal stoppe systemets cirkel og sige: Hvor er den børnefaglige undersøgelse efter § 20? Hvor er dokumentationen for åbenbar risiko? Hvor er underskrifterne fra Børn- og ungeudvalget? Hvor er beviset for, at mindre indgribende hjælp er forsøgt forgæves?
Og findes der overhovedet noget bevis?
Kan de ikke vise det – så er der ingen sag. Så er barnet ikke en sag. Så er barnet et menneske med ret til sin familie efter Grundloven § 71 og EMRK art. 8. Og et barn må aldrig blive et fremmedgjort menneske, fordi systemet ikke kunne tåle, at en mor eller en far sagde fra.
Kravet er enkelt: Vis os retsbogen. Vis os underskrifterne. Vis os den børnefaglige undersøgelse. Ellers er der ingen sag.
Mvh Jura
