Hvad skal vi med 12 partier, hvis Grundloven er det eneste skjold, vi har tilbage.
Når der i Folketinget fremsættes lovforslag, som lægger op til at udvide myndighedernes administrative beføjelser over for private virksomheder og borgeres ejendomsret, skabes der hurtigt en unødig kriseramt frygt i offentligheden. Dette indlæg er et juridisk og principielt modspil til den aktuelle debat på Christiansborg. Formålet er at give Kriminalmagasinets læsere en klar indsigt i, at uanset hvor brede politiske flertal der tegner sig, så stopper statens magt altid dér, hvor landets øverste lov – Grundloven – sætter en ufravigelig grænse for myndighedernes magtudøvelse. Borgerne skal kende deres rettigheder, og retsstaten skal forsvares.
Så i mens Debatten raser på Christiansborg, og det kan være svært for den almindelige borger eller den lille selvstændige erhvervsdrivende ikke at tabe pusten. Vi ser gang på gang lovforslag, der under dække af kriser, corona-retorik eller eksterne trusselsbilleder forsøger at give ministre og styrelser stadig mere administrativ magt. Frygt bliver det politiske værktøj, der skal retfærdiggøre vidtgående beføjelser til staten.
Når folkevalgte politikere råber op om, at myndighederne snart kan fratage virksomheder deres ejendom og grunde alene på baggrund af en “administrativ vurdering” – uden en forudgående domstolskendelse – spreder det en farlig mistillid til vores system. Hvem beskytter egentlig den almindelige borger, når statens beføjelser udvides, og Folketingets 12 partier gang på gang bakker op om centraliseringen af magten?
Svaret skal ikke findes i politiske flosler eller kriserorik. Svaret findes i juraen. Danmark er en retsstat, og uanset hvad der vedtages i folketingssalen, er myndighederne og regeringen altid underlagt de ufravigelige grænser, som landets øverste lov sætter:
1. Ejendomsretten er ukrænkelig (Grundlovens § 73)
Ingen styrelse, minister eller administrativ instans kan vilkårligt beslaglægge eller fratage en virksomhed dens ejendom alene på baggrund af en intern mavefornemmelse. Ifølge Grundlovens § 73, stk. 1, kan tvangsmæssig afståelse af ejendom kun ske, hvis almenvellet kræver det, det skal ske i henhold til lov, og det udløser et øjeblikkeligt krav om fuldstændig erstatning. Staten kan ikke lovgive sig ud af at skulle betale for de indgreb, de foretager.
2. Domstolene har det sidste ord (Grundlovens § 63)
Frygten for, at myndighederne kan eksekvere uigenkaldelige indgreb uden en forudgående dom, overser domstolenes magt. Efter Grundlovens § 63 har landets uafhængige domstole altid ret og pligt til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Enhver borger og erhvervsdrivende kan omgående indbringe en administrativ afgørelse for retten og kræve den annulleret eller tildelt opsættende virkning. Forvaltningen har aldrig det sidste ord i Danmark – det har dommeren.
3. Grænserne for statens magt
Når myndighederne forvalter, er de bundet af forvaltningsrettens tungeste principper: Proportionalitetsprincippet og Officialprincippet. Staten må aldrig anvende et mere indgribende middel, hvis et mildere er tilstrækkeligt. Frygt kan aldrig legitimere unødvendige indgreb over for en borger, og en afgørelse skal altid hvile på et fuldstændig objektivt og sagligt grundlag, jf. også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Protokol 1 om beskyttelse af ejendomsretten.
Vi har brug for retssikkerhed, respekt for den private ejendomsret og krystalklare grænser for, hvad staten må gøre mod sine egne borgere. Danmark skal være et land, hvor staten er til for borgerne – ikke hvor borgerne er til for staten.
Uanset om det føles som 12 partier mod den almindelige borger, så står retsstatens fundament fast. Det er på tide, at alle danskere bliver fuldstændig klar over, at de har ret til deres rettigheder, og at Grundloven er det ultimative skjold, der beskytter os alle mod vilkårlig magtudøvelse.
Med venlig hilsen,jura
