Et holdingselskab uden aktivitet, uden ansatte, uden indtægter og efter alt at dømme uden andet formål end at eksistere på papiret. Alligevel er det blevet funktionelt lukket af de estiske myndigheder (ID kortet som giver adgang til at drive selskabet er lukket ned uden grund eller advarsel). Revisoren, der blev betalt for at holde hånden under konstruktionen, er væk. Og Jakob Harris ved ikke hvorfor.
Det er ikke en historie om et selskab, der gik konkurs, fordi det tabte penge. Det er en historie om et selskab, der aldrig tjente dem, og som ikke desto mindre er blevet erklæret ugyldigt af en fremmed stat. Det bør vække opsigt.
En tom skal i Tallinn
Ifølge de oplysninger, Kriminalmagasinet er i besiddelse af, var det estiske selskab et rent holdingselskab. Der har ikke været faktureret en krone, ikke afholdt en eneste transaktion af betydning, ikke haft en reel forretningsmæssig berettigelse ud over at være netop det: en skal. Harris betalte en revisor for at fungere som nominel repræsentant — en “host”, som det hedder i estisk selskabsret — hvilket i sig selv er lovligt og ganske udbredt. Problemet er, at revisoren nu er forsvundet, og selskabet er lukket.
Man behøver ikke være konspirationsteoretiker for at stille det åbenlyse spørgsmål: Hvis et selskab intet foretager sig, hvorfor skulle nogen så bruge ressourcer på at lukke det?
Et tomt selskab er i sagens natur ikke en trussel mod nogen. Det betaler ikke skat, fordi det ikke har indtægt. Det snyder ikke kreditorer, fordi det ikke har gæld. Det forurener ikke, det ansætter ikke, det handler ikke. At et sådant selskab alligevel bliver erklæret ugyldigt, peger på én af to ting: enten er der sket noget, som Harris ikke har fortalt om — eller også er lukningen et udtryk for en kontrolmæssig reaktion, der ikke handler om selskabet selv, men om personen bag.
Embedsmanden: “Det har jeg aldrig oplevet før”
Kriminalmagasinet har fået adgang til en optagelse af en samtale mellem en estisk embedsmand og Jakob Harris svaret er bemærkelsesværdigt blankt:
“Det eneste, vi kan se i øjeblikket, er, at dit kort ganske rigtigt er ugyldigt. Hvorfor? Det kan vi ikke hjælpe dig med. Du er nødt til at vende dig til politiet og grænsevagten i Estland.”
Og videre:
“Jeg har ingen anelse om, hvorfor det er sket. Det er politiet og grænsevagten, der udsteder disse kort… jeg har aldrig haft den her slags sag før.”
Embedsmanden henviser til et onlineansøgningssystem og foreslår en e-mail til myndighederne. Men den centrale pointe står fast: Ingen i det estiske system kan eller vil forklare, hvorfor et selskab uden aktivitet er blevet lukket. Det er ikke et svar. Det er en henvisning.
Det er heller ikke et svar, der holder, når man betænker, at Estland er et af Europas mest digitaliserede forvaltninger. Her registreres selskaber på minutter, og myndighederne ved præcis, hvem der ejer hvad, hvornår en revisor træder til og fra, og hvilke flaggede transaktioner der har været. At en embedsmand så skulle stå uden forklaring, mens sagen tilsyneladende er kendt internt — “takket være hjælp af min kollega i Tallinn” — er svært at forene med den ellers så effektive estiske forvaltning.
Revisoren, der bare forsvandt
En nominel direktør er ikke en uskyldig figur. Vedkommende påtager sig et juridisk ansvar for selskabets overholdelse af reglerne, og i Estland er rollen forbundet med konkrete forpligtelser: indberetning, regnskab, identifikation af reelle ejere. Når en revisor først siger ja til at være “host” og derefter forsvinder, er der grund til at spørge, hvad der skete i mellemtiden.
De spørgsmål, ingen vil svare på
Kriminalmagasinet stiller derfor følgende spørgsmål:
- Hvad var den konkrete begrundelse for, at det estiske selskab blev erklæret ugyldigt? Var der tale om manglende indberetning, mistanke om stråmandsvirksomhed, eller en reaktion på Harris’ danske forhold?
- Har de estiske myndigheder været i kontakt med danske myndigheder om Harris? Og i givet fald hvornår?
- Hvorfor kan en embedsmand i et af Europas mest digitaliserede lande ikke forklare, hvorfor et selskab er lukket?
Indtil disse spørgsmål er besvaret, står sagen som et åbent sår. Et tomt selskab kan synes harmløst. Men et tomt selskab, der bliver lukket uden forklaring, er ikke harmløst — det er et signal om, at nogen ved noget, som offentligheden ikke får at vide.
Asger Trier Engberg er journalist på Kriminalmagasinet. Artiklen er baseret på aktindsigt, kilder i Estland samt en optagelse af en samtale med en estisk embedsmand, som Kriminalmagasinet er i besiddelse af.
Den estiske ambassade har haft mulighed for at svare på de ovennævnte spørgsmål, men er ikke vendt tilbage før deadline.
