En mors nederlag, en kommunes 62 procent

En mors nederlag, en kommunes 62 procent

Isabella Mai Eskildsen har fået sin dom. Retten i Sønderborg stadfæstede anbringelsen af hendes søn. Men Aabenraa Kommune har i to år vidst, at 62 procent af dens afgørelser på børneområdet bliver underkendt af Ankestyrelsen. Kommunens svar er stadig: “ikke nødvendigt med særlige tiltag.”


Hun gjorde, hvad systemet bad hende om

Isabella Mai Eskildsen har ADHD. Hun har været i psykiatrien. Hun har taget et Anger Management-kursus. Hun er medicineret. Hun arbejder som bartender i weekenden. Hun har en kæreste, en mor og bedsteforældre tæt på. Hun stoppede en FGU-uddannelse for at få mere tid med Milo.

Det fremgår af dommen fra Retten i Sønderborg, at hun har haft støtte i hjemmet, siden Milo blev født. At familiebehandleren kom i hjemmet. At Milo var i aflastning hos en familie i Tinglev. At hun “lyttede og var samarbejdsvillig”, selv når hun følte sig overvåget og klemt i sit eget hjem [dom, s. 5].

Ankestyrelsen vurderede alligevel, at hun “på grund af begrænsede personlige ressourcer” ikke kunne give Milo den ro, tryghed og støtte, han havde brug for. At der var “åbenbar risiko” for, at hans sundhed og udvikling ville lide alvorlig skade. At mindre indgribende indsatser ikke var tilstrækkelige [dom, s. 2].

Retten var enig. Den 20. oktober 2026 blev Milo Mai Eskildsen, født 1. oktober 2023, anbragt uden for hjemmet. Genbehandlingsfristen er et år.


Det, Isabella selv siger

Isabella Mai Eskildsen bestrider flere af de faktuelle beskrivelser, som Ankestyrelsen og retten har lagt til grund. Hun understreger, at Milo aldrig har været overset eller tilsidesat.

Om hygiejnen:
“Jeg har aldrig haft hygiejneproblemer. Der har altid været opryddet og pænt her.”

Om udslættet:
“Det med Milos udslæt — det kommer han jo også med fra plejefamilien, så det er ikke kun herfra.”

Om løftet, hun fik:
“Jeg blev lovet, at min søn ikke ville blive anbragt, fordi der ikke var noget grundlag. Men lige pludselig blev han bare anbragt på ting, som vi ikke kunne genkende eller forstå.”

Om familien:
“Det med mine forældre og mine bedsteforældre — de blev lovet noget samvær, eller at de blev taget i betragtning. Det blev de jo heller ikke.”

Om forældrekompetenceattesten:
“Der står jo også i min forældrekompetenceattest, at jeg er egnet som mor, og at jeg har ressourcerne og potentialet til at udvikle mig mere end det, jeg kan.”

Om Milo:
“Milo har jo aldrig været overset eller tilsidesat. Han kommer fra en familie, som elsker ham, og der har altid været støtte og kærlighed i hjemmet og i familien og venner, som står tæt og nær. Men det gør ondt på os alle sammen at se en dreng, som vi ikke kan genkende længere.”

“Jeg har været hans primære omsorg siden, han blev født, og han spørger tit, hvorfor han ikke må bo hjemme, og hvorfor han ikke må være sammen med mor.”

“Han har skubbet noget af familien væk og taget dem ind til sig igen, men man ser tydeligt en dreng, som er påvirket af hele situationen, som nok også skyldes noget separationsangst.”

“Jeg har rigtig meget samvær med ham, og det stemmer jo heller ikke overens med de ting, jeg bliver beskyldt for fra kommunen og Ankestyrelsens side.”

“Der har været talepædagog på, og der er ikke nogen bekymringer der. Alle har beskrevet ham som en dreng i god trivsel og en glad dreng, og alle roser mig for, hvor dejlig og lækker en dreng, jeg har.”

“Og det er jo klart, at han er træt, når han kommer herfra. Han tør ikke at sove på sit eget værelse, og han er bange for, at jeg er væk, når han vågner. Han søger min tryghed og nærvær efter de anbragte ham, og han bryder jo fuldstændig sammen, når han skal afleveres, for han har ikke lyst til at komme afsted. Som han selv siger, vil han helst blive ved mor.”


Det, mormoren siger

Isabella Mai Eskildsens mor beskriver en familie, der var til stede fra første dag — og som i dag er holdt ude.

Om fødslen:
“Vi var tre generationer på stuen til fødslen af den fjerde generation, som blev Milo. Mormor klippede navlestrengen, Isabella blev dårlig, oldemor tog sit oldebarn — og det viste sig, at hun ikke havde fået hele moderkagen ud, så hun begyndte at styrtbløde, når hun rejste sig fra brixen. Så jeg blev ved hende i de fem til syv dage, vi skulle være derude. Jeg lå også den allerførste nat med Milo og har også i dag et meget specielt forhold til Milo.”

Om samvær:
“Jeg har stadig ikke fået lov til at have samvær med ham. Vi har haft daglig kontakt — enten ved at ses personligt eller ved at face-time. Jo, på det grundlag, hvis det er, vi vil tage noget af Isabellas tid, så kan vi få lov. Så har de jo også lavet hendes samværsplan om nu uden at have rådført sig eller afholdt informationsmøde med hende angående det. Vi har i hvert fald heller ikke hørt om ændringer ved det sidste møde. Hvis vi ønsker at se Milo, skal det være i Isabellas tid. Men i den korte tid får hun os besøg af konsulent fra fam.huset.”

Om det skriftlige papir:
“På grund af at Isabella blev meget syg med bylder og andet i kroppen, blev hun tilbudt den her aflastning i Tinglev og fik et skriftligt stykke papir på, at det ikke var med henblik på, at det blev til en fast anbringelse. Han skulle kun være i Tinglev i en periode, indtil Isabella var frisk nok igen til at kunne tage Milo. Det skete bare ikke.”

Om kommunens rolle:
“Kommunen har holdt fast i at holde hende i psyk og gjort hende mere syg og usikker på egne handlinger, så de kan spinne Isabella til det udfald, hvor det er til deres fordel.”

Om at blive holdt ude:
“Ligeledes er vi — oldemor og mormor — blevet bedt om ikke at komme eller være til stede i hjemmet, når fam.konsulenten eller sagsbehandleren kom. For så har de kunnet styre narrativet af Isabellas forståelse, og hun har så givet tilsagn til noget uden rigtigt at vide hvad. Men vi har ikke undveget fra hendes side og vil heller ikke komme til at gøre det.”


Det, oldeforældrene siger

Isabellas oldeforældre har kendt hende, siden hun var lille, og de har været en del af Milos liv fra begyndelsen.

Om båndet til Isabella:
“Da Isabella var omkring to et halvt, var hun tit hos os i weekenderne. Da hun var ca. 16 år, boede hun fast hos os i et år. Vi har et tæt bånd.”

Om Milo:
“Milo har også været i aflastning, nogle gange ved os, og ellers har Isabella også været der. Så har hun klaret alt selv — vi har stået på sidelinjen, hvis der var brug for hjælp. Men hun har altid set Milos behov og ageret på dette. Alt dette har vi begge formået på frivillig basis.”

Om presset:
“Selvfølgelig har hun problemer, men hun er vokset med opgaverne. Det pres, hun skal modstå, er meget stort, og det tager jeg hatten af for. Hele tiden overvåget — enten i hjemmet, som skulle være hjælp, presset fra alle instanserne, kommunen, jobcenter osv.”

Om at se Milo i dag:
“Vores hjerter gør ondt, når vi ser en dreng, som siger: ‘Vil mor og hjem til mor? Gå væk, vil kun mor.’ Hun fik et minut med Milo i telefonen den dag, hvor de tog ham. Et minut. Hendes og til tider går i sig selv, det får mit hjerte til at græde.”

Om at stå bag hende:
“Vi har også kæmpet. Kommunen skriver, at vi ikke formår at give mere. Men der er meget i denne sag, som ikke er relevant. Så vi vil altid stå bagved dem og træde til, hvor vi kan. Vi forstår virkelig godt, at hun og vi har mistet tilliden til de mennesker og systemet.”


Det tal, kommunen ikke vil tale om

Aabenraa Kommune traf i 2025 i alt 215 afgørelser på børnehandicapområdet. 13 blev påklaget til Ankestyrelsen. Otte af dem — 62 procent — blev enten omgjort eller hjemvist.

Landsgennemsnittet var 58,6 procent. Aabenraa lå over.

Det er ikke første gang. I 2024 steg omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet fra 27 til 62. Dengang bad udvalget om “en gennemgang af klagesagerne, der bliver omgjort, for at afdække om der er et mønster”. Ankestyrelsen opfordrede kommunalbestyrelsen til at tage stilling til, om der skulle laves en handleplan. Politikerne i udvalget valgte at fravælge det.

I 2026, da de nye tal blev fremlagt for byrådet, lød forvaltningens konklusion:

“Fagudvalgenes behandling af danmarkskortene over omgørelsesprocenter 2025 har ikke medført iværksættelse af særlige handlinger”.

Kommunen peger på, at 13 sager er et lille tal, og at procenter kan svinge. Det er teknisk set rigtigt. Men det er ikke poenget. Pointen er, at hver eneste af de 13 sager er et barn og en familie, der har fået en afgørelse, som en uafhængig instans har fundet fejlbehæftet. Otte gange ud af tretten. Og den politiske reaktion har nu to år i træk været den samme: vi følger med, men vi gør ikke noget særligt.


Hvad Isabellas sag afslører

Dommen mod Isabella er juridisk bindende. Ankestyrelsens vurdering står ved magt. Men dommen indeholder et punkt, som fortjener opmærksomhed i lyset af kommunens generelle track record:

Ankestyrelsen og Aabenraa Kommune var uenige om, hvorvidt Milo har adfærdsproblemer.Dommen noterer:

“Vi gør opmærksom på, at vi på baggrund af ovenstående, modsat børne- og ungeudvalget vurderer, at Milo har adfærds- og tilpasningsproblemer” [dom, s. 4].

Det er ikke en formalitet. Vurderingen af, om et barn har adfærdsproblemer, er central for, hvordan man vurderer forældrenes omsorgsevne og behovet for anbringelse. At to offentlige instanser når frem til modsatrettede konklusioner om det samme barn, er et signal om, at grundlaget ikke er entydigt.

Læg dertil kommunens eget opfølgningsnotat fra 31. august 2026. Her registreres det, at Milo ofte er “træt” efter samvær med sin mor, og at udslæt omkring munden “primært ses, når Milo er retur fra samvær” [notat, s. 3]. Notatet registrerer samtidig, at moren “er god til at orientere personalet om, hvordan natten og morgen er forløbet” [notat, s. 4].

Det beviser ikke, at anbringelsen er forkert. Men det rejser et spørgsmål, som hverken Ankestyrelsen eller retten har besvaret fyldestgørende: Er de “hygiejneproblemer” og det “mentaliseringssvigt”, som Ankestyrelsen beskriver, konstaterede fakta — eller er de fremskrivninger, der bygger på en allerede fastlagt konklusion?

Isabellas, mormorens og oldeforældrenes ord peger på en anden mulighed: at beskrivelserne i sagen ikke stemmer overens med den virkelighed, familien oplevede. At udslættet også kom fra plejefamilien. At hjemmet var opryddet. At hun fik et skriftligt papir på, at aflastningen i Tinglev ikke var med henblik på fast anbringelse — og at den alligevel blev det. At hun blev lovet, at der ikke var grundlag for anbringelse. At hendes forældrekompetenceattest beskriver hende som egnet. At talepædagogen ikke havde bekymringer. At familien blev bedt om ikke at være til stede, når konsulenter og sagsbehandlere kom. At Milo beskrives som en dreng i god trivsel af dem, der kender ham. At hans oldeforældre har set en dreng, der græder efter sin mor.

Hvis det er rigtigt, er spørgsmålet ikke, om Ankestyrelsen havde hjemmel til at træffe afgørelsen. Spørgsmålet er, om det grundlag, afgørelsen byggede på, var retvisende.


Det politiske ansvar

Aabenraa Kommune har i to år vidst, at dens afgørelser på børnehandicapområdet i usædvanligt høj grad underkendes af Ankestyrelsen. Kommunen har i to år valgt ikke at iværksætte særlige undersøgelser.

I oktober 2026 gennemførte byrådet en rokade, hvor Socialdemokratiet sikrede sig formandsposten i Kultur- og Fritidsudvalget. Som en del af kabalen blev den 22-årige Lucas Lind (S) formand for Børne- og Ungeudvalget — det udvalg, der træffer afgørelser om tvangsanbringelser.

Flere byrådsmedlemmer kritiserede beslutningen. Teis Hedemand (LA):

“Jeg synes ikke, vi beskytter Lucas Lind ordentligt. Der burde være nogle der er deres ansvar voksent i Socialdemokratiet der kan vejlede Lucas”.

Jette Julius Kristiansen (DF) pegede på, at man tidligere havde lagt vægt på “erfaring, livserfaring og tilknytning til relevante områder” ved besættelsen af netop denne post.

Theis Kylling Hommeltoft, Socialdemokratiets gruppeformand, forsvarede valget med, at Lucas Lind er “reflekteret og robust”.

Spørgsmålet er ikke, om Lucas Lind er et dårligt menneske. Spørgsmålet er: I en kommune, hvor 62% af klagesagerne på børneområdet bliver underkendt, hvorfor er den politiske prioritet at sikre partiet en formandspost — frem for at sikre, at de afgørelser, udvalget træffer, holder ved en prøvelse i Ankestyrelsen?


Det, Isabella ikke fik

Isabella Mai Eskildsen fik en dom. Hun fik at vide, at hendes søn er anbragt, og at sagen først kan tages op igen om et år.

Hun fik ikke svar på, hvorfor Ankestyrelsen og kommunen var uenige om hendes søns adfærdsproblemer. Hun fik ikke svar på, hvorfor de problemer, Ankestyrelsen beskrev, ikke kunne afhjælpes med den støtte, hun faktisk modtog. Hun fik ikke svar på, hvorfor hendes egen og hendes families oplevelse af sagen ikke stemmer overens med det, der står i akterne. Hun fik ikke svar på, hvorfor hun blev lovet, at der ikke var grundlag for anbringelse — og derefter fik at vide, at der var. Hun fik ikke svar på, hvorfor hun fik et skriftligt papir på, at aflastningen i Tinglev var et midlertidigt ophold uden henblik på fast anbringelse — og alligevel endte med en fast anbringelse. Hun fik ikke svar på, hvorfor hendes forældrekompetenceattest beskriver hende som egnet, mens afgørelsen konkluderer det modsatte. Hun fik ikke svar på, hvorfor Milo beskrives som en dreng i god trivsel af talepædagogen og andre, der kender ham, mens afgørelsen beskriver en dreng med adfærds- og tilpasningsproblemer. Hun fik ikke svar på, hvorfor hendes mor, bedstemor og oldeforældre — der var til stede ved fødslen og har haft daglig kontakt med Milo — ikke har fået samvær. Hun fik ikke svar på, hvorfor familien blev bedt om ikke at være til stede, når kommunen kom. Hun fik ikke svar på, hvorfor hun kun fik et minut i telefonen med sin søn den dag, han blev fjernet. Hun fik ikke svar på, om hendes sag er blevet behandlet med den samme omhu, som de otte ud af tretten sager i Aabenraa Kommune, hvor Ankestyrelsen fandt fejl.

Det svar skylder kommunen ikke kun hende. Det skylder den alle de forældre, der klagede i 2025 og fik medhold — og alle dem, der ikke klagede, fordi de ikke havde overskuddet.

Kommunen har svaret én gang: ikke nødvendigt med tiltag.

Spørgsmålet er, hvor mange gange det svaret skal gentages, før nogen kalder det, hvad det er.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Se TV Omsorg på Facebook

spot_img