Da Jens Hansen Flindt stillede spørgsmål til retssikkerheden for anbragte børn i Haderslev Kommunalbestyrelse, var det ikke bare et spørgsmål. Det var begyndelsen på en dialog, som fortjener anerkendelse – for det er præcis sådan, demokratiet skal fungere
En borger tager ordet
Der er noget særligt ved at se en borger træde frem ved borgermikrofonen i en kommunalbestyrelsessal. Det er ikke en offentlig høring. Det er ikke et borgermøde. Det er den formelle, demokratiske ramme, hvor borgere har ret til at stille spørgsmål til de folkevalgte – og hvor de folkevalgte har pligt til at svare.
Det skete i Haderslev Kommunalbestyrelse, da Jens Hansen Flindt stillede et mundtligt spørgsmål om retssikkerheden for anbragte børn. Spørgsmålet var konkret og velunderbygget: Haderslev Kommune har en anbringelsesandel på 2,22 %, mens landsgennemsnittet ligger på 1 %. Hvis kommunen kom ned på landsgennemsnittet, ville det betyde, at 123 børn kunne hjemgives til deres forældre – og det ville samtidig give en besparelse på cirka 98 millioner kroner.
Jens Hansen Flindt pegede også på, at ingen børn i Haderslev Kommune har en støtteperson efter § 53. Og han pegede på forskningen: 9 ud af 10 anbragte børn gennemfører ikke en 9. klasses afgangseksamen. Mange ender i kriminalitet, stofmisbrug og hjemløshed.
Spørgsmålet var klart: Inddrager vi børnene i sagerne, så de bliver hørt, og deres mening bliver vægtet? Ellers risikerer vi faktisk at bryde loven på anbringelsesområdet.
Det er et spørgsmål, der fortjener et svar. Og det fik han.
Svaret: En udvalgsformand, der tog spørgsmålet alvorligt
Udvalgsformand Marie Skøtt svarede. Og det er her, noget vigtigt sker.
For det første: Hun anerkendte spørgsmålet. Hun kaldte det “vigtigt og relevant”. Hun anerkendte også, at Jens Hansen Flindt havde sendt spørgsmålene inden mødet, så hun havde haft mulighed for at forberede sig. Det er ikke en formalitet. Det er respekt for borgeren.
For det andet: Hun svarede konkret på spørgsmålet. “Ja, børn skal høres. Ja, vi inddrager børn. Det er det bedste. Det skal vi. Punktum.” Det er et klart svar. Det er et svar, der ikke gemmer sig bag bureaukratiske formuleringer.
For det tredje: Hun anerkendte, at der kan være et gab mellem intention og oplevelse. “Der vil være børn og forældre, der trods alle intentioner ikke oplever at blive inddraget, fordi inddragelse, det er en vanskelig samarbejdsøvelse, der kræver meget af alle parter.” Det er en ærlig anerkendelse af, at systemet ikke altid fungerer, som det skal – set fra borgerens perspektiv.
For det fjerde: Hun svarede på det svære spørgsmål. “Antallet af anbringelser siger ikke i sig selv noget om, at loven bliver fulgt. Det afgørende er, at barnet i hver eneste sag bliver hørt, familien inddraget, og beslutningen bliver truffet på et fagligt, juridisk korrekt grundlag.” Det er en vigtig nuance. En høj anbringelsesandel er ikke i sig selv et problem, hvis hver enkelt sag er håndteret korrekt. Men den er et signal om, at man bør se nærmere på praksis.
For det femte: Hun åbnede for dialog. “Det er vigtigt for mig, at vi stadigvæk har dialog om den her inddragelse, om kvaliteten, om retssikkerheden. Vi lytter til plejeforældre, vi lytter til organisationer, vi lytter til andre, der har erfaringer og perspektiver, der kan gøre os klogere, og du bidrager også selv med at gøre os klogere.”
Det er en invitation. En invitation til fortsat dialog. Og det er værd at anerkende.
Hvorfor dialogen er vigtig
Det er nemt at fokusere på det, der ikke fungerer. Det er nemt at pege på forskelle mellem kommunens opfattelse og borgernes oplevelse. Det er nemt at konkludere, at systemet er stift og utilgængeligt.
Men det er ikke hele billedet. Og hvis man kun ser det, overser man noget væsentligt: At der faktisk findes en kanal. At der faktisk er nogen, der lytter. At der faktisk er en vilje til dialog.
Jens Hansen Flindt benyttede den kanal, der er. Han stillede et spørgsmål i den formelle, demokratiske ramme, hvor borgere har ret til at blive hørt. Og han fik et svar. Ikke et svar, der løste alle problemer. Men et svar, der anerkendte spørgsmålet, anerkendte bekymringen, og inviterede til fortsat dialog.
Det er ikke ingenting. Det er faktisk en del af det, et velfungerende demokrati består af.
Balancen mellem to virkeligheder
Jens Hansen Flindt sagde det selv i sin afsluttende kommentar: “Vi er faktisk meget enige, og jeg kunne håbe, at det er sådan, det ser ud. Det er bare desværre ikke det, jeg oplever, når jeg snakker med familierne rundt omkring i Haderslev.”
Det er kernen i udfordringen. Der er to virkeligheder:
- Den ene er kommunens: En virkelighed, hvor medarbejdere har daglig faglig sparring, hvor der arbejdes målrettet med skriftlighed og dokumentation, hvor Ankestyrelsen og Rigsrevisionen fører tilsyn.
- Den anden er borgernes: En virkelighed, hvor forældre ikke føler sig inddraget, hvor børn ikke føler sig hørt, hvor lovgivningen opleves som noget, der kan sættes til side.
Begge virkeligheder er sande. Og begge skal tages alvorligt.
Det er netop derfor, dialogen er så vigtig. For det er kun gennem dialog, at man kan begynde at bygge bro mellem de to virkeligheder. Det er kun gennem dialog, at man kan få nuanceret billedet. Det er kun gennem dialog, at man kan finde de løsninger, der faktisk virker for børnene og familierne.
Anerkendelsen af, at der kan ske fejl
En af de stærkeste passager i Marie Skøtts svar var denne: “Kan der ske fejl? Ja. Afgørelser skal kunne dokumenteres, forklares og prøves, hvis der opstår tvivl eller uenighed. Det er en vigtig del af retssikkerheden.”
Det er en anerkendelse af, at systemet ikke er perfekt. Det er en anerkendelse af, at der kan ske fejl. Og det er en anerkendelse af, at retssikkerhed ikke bare handler om at have ret – det handler om at kunne få prøvet sin sag, hvis man mener, der er sket en fejl.
Det er præcis den form for anerkendelse, der gør dialog mulig. Hvis man ikke kan anerkende, at der kan ske fejl, kan man heller ikke rette dem. Hvis man ikke kan anerkende, at borgere kan have en anden oplevelse, kan man heller ikke forbedre praksis.
Hvad kan dialogen føre til?
Dialogen i byrådssalen er et skridt. Men det er ikke målet. Målet er en praksis, hvor:
- Alle børn i Haderslev Kommune bliver hørt i deres sager.
- Alle forældre oplever at blive inddraget.
- Alle beslutninger træffes på et fagligt, juridisk korrekt grundlag.
- Retssikkerheden er i orden – og bliver oplevet som værende i orden.
Det er et mål, som både kommunen og borgerne kan arbejde imod. Og det er et mål, som dialogen kan være med til at nå.
Jens Hansen Flindt sagde det selv: “Hvis det er den verden, som du beskriver, så vil det glæde mig, og jeg håber, vi når dertil hen i Haderslev på et tidspunkt.”
Det er en åbning. En åbning til fortsat dialog. Og det er den åbning, der nu skal arbejdes videre med.
En flyer og et spørgsmål om rettigheder
Jens Hansen Flindt havde også en flyer med til mødet. En flyer om anbragte børns rettigheder. Han sagde: “Det håber jeg, det er en flyer, som alle anbragte børn på et tidspunkt får. Her der kan de se noget om deres rettigheder, og jeg mener faktisk, at hvis man ikke kender sine rettigheder, så er det også svært at overholde dem. Altså, og det gælder faktisk også forældrene. Vi blev ikke orienteret om vores rettigheder.”
Det er en vigtig pointe. Retssikkerhed handler ikke bare om, at systemet overholder loven. Det handler også om, at borgerne kender deres rettigheder. For det er kun, hvis man kender sine rettigheder, at man kan gøre dem gældende.
Det er et konkret forslag, som kommunen kan tage op. Og det er et forslag, der kan være med til at styrke retssikkerheden for både børn og forældre.
Afsluttende: En god dag for demokratiet
Det er nemt at fokusere på det, der skiller. Det er nemt at pege på forskelle. Det er nemt at konkludere, at systemet er stift og utilgængeligt.
Men der er også noget at fejre her. Der er en borger, der har brugt sin demokratiske ret til at stille spørgsmål. Der er en udvalgsformand, der har taget spørgsmålet alvorligt og svaret konkret. Der er en dialog, der er begyndt.
Det er ikke ingenting. Det er faktisk en god dag for demokratiet i Haderslev Kommune.
Og det er værd at anerkende – også selvom der stadig er et stykke vej igen. For det er gennem dialogen, at vejen kan findes. Og det er gennem dialogen, at børnene og familierne kan få den retssikkerhed, de har krav på.
Artiklen er baseret på et møde i Haderslev Kommunalbestyrelse, hvor Jens Hansen Flindt stillede et mundtligt spørgsmål om retssikkerheden for anbragte børn, og hvor udvalgsformand Marie Skøtt svarede. Artiklen lægger vægt på, at kommunen er gået i dialog, og at dette er et vigtigt skridt for retssikkerheden.
