Anmeldelse af rapporten “Projekt Paulus – Følgelighed”
Af Asger Trier Engberg
Dedikeret til Jørn Herkild for hans store arbejde gennem årtier med at sætte ord på den følgelighed, som denne rapport omhandler.
Forestil dig, at du står over for det offentlige system. En kommune har truffet en afgørelse, du mener er forkert. Du klager til Ankestyrelsen, som giver kommunen medhold. Du klager videre, og en tredje instans nikker igen. For dig som borger ser det ud som om, at tre uafhængige, højt uddannede myndigheder har undersøgt sagen og bekræftet, at kommunen havde ret.
Men hvad nu hvis de tre instanser i virkeligheden blot har læst det samme kommunale notat, nikket genkendende til det og skrevet under?
Det er kernen i den rapport, Ole Bakkestrøm og tænketanken Projekt Paulus har offentliggjort under titlen “Følgelighed – Når myndighedernes ord erstatter bevis”. Rapporten tegner et alvorligt billede af de danske kontrolmekanismer, og den fortjener bred opmærksomhed.
Bevisets illusion: Fra oplysning til sandhed
Rapportens hovedkonklusion er skarp: Offentlig ansættelse er ingen garanti for sandhed. Gennem en grundig gennemgang af det danske system viser forfatteren, hvordan kontrolinstanser ofte lader afsenderens status og kollegiale vurderinger træde i stedet for den bevisprøvelse, de faktisk har pligt til at gennemføre.
Projekt Paulus introducerer begrebet “bevismæssig følgelighed”. Det beskriver den mekanisme, hvor en oplysning bliver skrevet ind i en sag af én myndighed, hvorefter en anden myndighed overtager den uden selvstændig kontrol.
I rapporten formuleres det præcist: “Hvis kommune, tilsyn og klageinstans henviser til samme kommunale notat, foreligger der én oprindelig informationskilde med flere efterfølgende gengivelser. Tre offentlige afsendere gør ikke kilden tredobbelt uafhængig.”
Ifølge Bakkestrøm opstår problemet i selve kontrolkæden. En senere instans følger en tidligere offentlig aktørs udsagn, men glemmer at undersøge originalmaterialet. Det betyder, at en oprindelig fejl kan leve videre i årevis som en historisk sandhed i nye sager, uden at den nogensinde bliver prøvet.
Rigsrevisionens advarsel: Den kontrolleredes forklaring
Et af rapportens mest markante eksempler findes i kapitlet om det kommunale tilsyn. I Rigsrevisionens beretning 18/2024 blev det slået fast, at tilsynet ikke havde sikret et tilstrækkeligt selvstændigt grundlag for sin kontrol af kommunerne.
Rapporten fremhæver en konkret sag om en kontaktperson til børn. Her fremlagde en borger skriftligt materiale, der modsagde kommunens forklaring. Alligevel valgte tilsynet at afslutte sagen alene på baggrund af endnu en redegørelse fra den samme kommune.
Anmeldelsen hæfter sig også ved, hvordan Ankestyrelsen i et bidrag til en ministerredegørelse i august 2025 begrundede tilliden til kommunens oplysninger med “kommunens sandhedspligt”. Som Bakkestrøm skriver i rapporten, er sandhedspligt ikke dokumentation for, at pligten er overholdt. En kontrolmyndighed, der besvarer et konkret modbevis med en generel henvisning til en anden myndigheds troværdighed, besvarer ikke modbeviset – den erstatter kontrollen med tillid.
Fem forløb hvor borgere blev kørt over
For at underbygge påstanden har Projekt Paulus gennemgået fem konkrete danske sager, hvor bevisprøvelsen efter forfatterens vurdering svigtede.
Et af de mest opsigtsvækkende eksempler findes i FOB 2018-31, hvor en hjemløs borger tilbød tre navngivne vidner for at dokumentere sit ophold i Danmark. Ankestyrelsen afviste imidlertid vidnerne, fordi de ikke repræsenterede “en myndighed, en organisation eller en anden officiel instans”. Ombudsmanden underkendte dette og fastslog, at en skærpet dokumentationsbyrde for borgeren ikke ophæver myndighedens undersøgelsespligt.
I en anden sag fra 2016-2017 (FOB 2017-17) undlod Ankestyrelsen at kontakte en statslig vejledningsenhed, selvom borgeren – en kørestolsbruger – havde givet dem medarbejderens direkte telefonnummer og påpeget, at enheden nu vurderede anderledes. Styrelsen støttede sig i stedet til kommunens gamle telefonnotater.
Grænsen mellem fejl og korruption
Rapporten bevæger sig også ind i det følsomme emne om korruption – men med stor præcision. Projekt Paulus understreger, at de dokumenterede fejl skal fastslås i deres egen ret. Betegnelsen institutionel korruption kræver en påvist systemisk og strategisk formålsforskydning.
Det er ikke forfatterens ærinde at opfinde motiver eller hænge enkelte medarbejdere ud. Men rapporten peger på, at når kontrollen viderefører det kontrollerede systems oplysninger uden nødvendig prøvelse, så beskytter den en fejlagtig myndighedsfortælling frem for at korrigere den.
Kravet: Tilbage til kilderne
Projekt Paulus’ krav er ikke en ny lovgivning, men en genopretning af en helt basal forvaltningsretlig pligt. Dansk ret kræver allerede i dag tilstrækkelig sagsoplysning, relevant partshøring og en konkret begrundelse.
Rapporten refererer også til Højesterets dom fra 2026, som fastslog, at der findes betingede bevisformodninger – men at deres betingelser skal dokumenteres og ikke kan udvides til et generelt sandhedsprivilegium for det offentlige.
Kravet fra Ole Bakkestrøm og Projekt Paulus er klart:
- Myndighedsoplysninger skal kunne spores til deres grundlag.
- Konkrete modbeviser skal undersøges aktivt.
- Dokumenterede fejl skal rettes gennem hele den kæde, hvor de har fået betydning.
Som Bakkestrøm afslutter i rapportens forord:
“Borgerens ret til prøvelse må ikke afhænge af, om borgerens kilde har et offentligt brevpapir.”
