”Det handler ikke kun om Susanne”: Juridisk rådgiver anklager psykiatrien for systematisk at lukke munden på systemkritikere

I et opsigtsvækkende interview med rådgiver Jura Flora tegner der sig et dystert billede af dansk psykiatri. Ifølge den juridiske rådgiver er sagen om den indlagte Susanne Lykke Køppen ikke en enlig svale, men et udtryk for en skræmmende tendens, hvor systemet bruges til at pacificere borgere, der tør sige imod.

Hvad gør man, når den myndighed, der skal beskytte og behandle, i stedet anklages for at bruge isolation, medicinering og fratagelse af basale hjælpemidler som magtmiddel?

Det spørgsmål står centralt efter en række skarpe stævningsvarsler mod Region Sjælland. Vi har talt med rådgiveren, for den indlagte Susanne Lykke Køppen. Det, der startede som en klientsag om aktindsigt og en beslaglagt kørestol i Slagelse, har ifølge rådgiveren vist sig at være toppen af et langt større isbjerg.

Fanget i et lukket system

Ifølge rådgiveren er Susanne Lykke Køppen reelt fanget i et system, der aktivt modarbejder hendes forsøg på at få ekstern hjælp. Hospitalet har erklæret hende “inhabil” til at underskrive en fuldmagt, alt imens de – ifølge ombuddet – nægter hende adgang til papir, pen og telefon i mere end 30 minutter om dagen.

”Det er en fuldstændig ulovlig cirkelslutning,” forklarer repræsentanterne. ”Systemet fratager borgeren midlerne til at kommunikere, og bagefter bruger de borgerens isolation som argument for, at vedkommende ikke kan repræsentere sig selv. Det er retsløshed i sin reneste form.”

Når rådgiveren forsøger at gribe ind, oplever de, at de administrative døre smækkes i. Personalet har ifølge interviewet nægtet at printe fuldmagter, og i ét tilfælde blev der rapporteret om en fysisk konfrontation, hvor en medarbejder forsøgte at flå telefonen ud af hånden på patienten under en samtale med hendes jurister.

En bevidst metode mod kritikere?

Det mest opsigtsvækkende i interviewet med rådgiveren er dog anklagen om, at denne hårdhændede fremgangsmåde ikke er isoleret til Susanne Lykke Køppens sag.

”Vores erfaring viser desværre, at det her er en metode, der systematisk bliver taget i brug over for borgere, som er kritiske over for systemet,” lyder den opsigtsvækkende udmelding fra Jura Floa.

Ifølge juristerne oplever borgere, der stiller spørgsmålstegn ved sagsbehandling, medicinering eller administrative afgørelser inden for det psykiatriske og sociale system, i stigende grad at blive mødt med sanktioner under dække af ”behandling”. Det kan være:

• Ureglementeret isolation uden de nødvendige skriftlige tvangsprotokoller.
• Fratagelse af personlige hjælpemidler (som i Susannes tilfælde, hvor hendes kørestol blev fjernet som en tvungen “motionsmetode”).
• Kommunikationsforbud, der reelt afskærer borgeren fra omverdenen, advokater og uafhængige rådgivere.

”Når en borger bliver for besværlig eller for højlydt i sin kritik, ser vi eksempler på, at systemet lukker sig om sig selv. Man bruger diagnoser og habilitetsvurderinger som et skjold mod kritik. Hvis du kritiserer behandlingen, bliver din kritik blot udlagt som et symptom på din sygdom. På den måde mister borgeren fuldstændig sin stemme,” forklarer Henrik Skovmand.

Retten må tale, hvor systemet tier

Rådgiveren ser nu ingen anden udvej end at lade domstolene vurdere regionens metoder. Med et krav om en tortgodtgørelse på 125.000 kroner samt løbende ugentlige bodskrav, håber de at skabe et præcedens, der rækker langt ud over den enkelte sag i Slagelse.

Sagen er desuden overdraget til Folketingets Ombudsmand, Styrelsen for Patientsikkerhed og Midt- og Vestsjællands Politi, hvor der i forvejen ligger anmeldelser om grov pligtforsømmelse og ulovlig tvang.

”Vi stopper ikke her. Sagen om Susanne handler om hendes fundamentale frihed og værdighed, men den handler i lige så høj grad om at sige stop over for et system, der har fået lov til at operere i mørket alt for længe,” afslutter Jørgen Herkild.

Interviewets hovedpointer:

• Systemisk problem: Jura Floa vurderer, at kritikere af det offentlige system i stigende grad oplever at blive pacificeret og isoleret under administrative dækmanøvrer.
• Mangel på kontrol: Psykiatrilovens regler om tvangsprotokoller og forvaltningslovens regler om partsrepræsentation bliver i praksis omgået, når hospitaler erklærer patienter inhabile uden uvildig vurdering.
• Et principielt opgør: Civile søgsmål og personlige erstatningskrav mod ledende overlæger skal tjene som et signal om, at administrative overgreb har personlige, økonomiske konsekvenser.