Når de offentlige instanser lukker sig om sig selv i øredøvende tavshed, efter de er blevet konfronteret med magtmisbrug, er det ikke blot et demokratisk problem. Det er et tegn på et system i institutionelt forfald. Det er myndighedernes absolutte ansvar at opretholde og underkaste sig lovgivningen – ikke at omgå den.
Som advokater, jurister og borgere er det vores pligt at minde systemet om de retsregler, vi alle skal rette os efter. Ingen myndighed står over loven. Når dialogen dør, og systemet nægter at indordne sig, må borgeren trække sit sidste es af ærmet: Retssagen og stævningen.
Borgernes juridiske rettigheder er ikke til forhandling. De er naglet fast i fundamentale paragraffer, som myndighederne i dag systematisk overser:
1. Det personlige ansvar for ulovlig embedsførelse.
Når betjente eller sagsbehandlere gemmer sig bag en kollektiv ansvarsfralæggelse, minder vi om Straffelovens § 155 og § 157. Misbrug af stilling og grov pligtforsømmelse i offentlig tjeneste er strafbart. En ulovlig ordre eller en åbenlyst mangelfuld kommunal afgørelse fritager ikke den enkelte embedsmand eller polititjenestemand for strafansvar, når de medvirker til overgreb på borgerne.
2. Retten til en oplyst og sandfærdig sag.
Forvaltningen er bundet af Officialprincippet (jf. også Barnets Lov § 5) og den almindelige forvaltningsretlige sandhedspligt. Myndigheder må ikke bygge indgribende afgørelser på subjektive skøn, antagelser eller bevidst vildledende oplysninger. Sker dette, er afgørelsen behæftet med en væsentlig retlig mangel, hvilket medfører absolut ugyldighed.
3. Grænsen for politiets magtanvendelse.
Politiet henviser ofte til deres bistandspligt, men Politilovens § 1 slår fast, at politiets primære formål er at beskytte borgernes rettigheder og sikre retssikkerheden. Magtanvendelse skal efter Politilovens §§ 15 og 16 altid være nødvendig og proportional. Politiet har ingen lovhjemmel til ukritisk at agere fysisk magtapparat for en kommune, hvis det juridiske grundlag er bortfaldet eller påviseligt falsk.
4. Den grundlovssikrede beskyttelse af hjemmet og familien.
Ethvert administrativt indgreb skal respektere Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv. Myndighederne har bevisbyrden for, at et indgreb er strengt nødvendigt. Indicier og hastværk opfylder ikke dette krav.
Det sidste es: Stævningen.
Når klageinstanserne tier, og Rigspolitiet, ministerierne og kommunerne ignorerer de juridiske redegørelser, skal borgeren ikke længere bede om lov eller vente på svar.
Efter Grundlovens § 63 har domstolene ret og pligt til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Hvis systemet ikke kan eller vil indordne sig under retsstatens principper, må vi tvinge dem i retten. En stævning afbryder myndighedernes passivitet. Den tvinger de ansvarlige ledere i vidneskranken, og den placerer det retlige og økonomiske ansvar præcis, hvor det hører til: Hos den fejlende myndighed.
Vi skal ikke accepterer et system, der kører i sin egen drift af anarki. Vi kender loven, og vi vil håndhæve den – om nødvendigt ved domstolene.
Med venlig hilsen,
Jura
En væsentlig dimension af denne problemstilling er sammenhængen med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, der indeholder det absolutte forbud mod tortur samt umenneskelig eller nedværdigende behandling.
Artikel 3 indebærer ikke alene en negativ forpligtelse for staten til at undlade sådanne krænkelser, men også positive og processuelle forpligtelser til at beskytte mennesker og gennemføre effektive undersøgelser af tilstrækkeligt underbyggede påstande om alvorlige overgreb.
Det er særligt i denne sammenhæng, at myndighedernes ansvarsfralæggelse får en alvorlig menneskeretlig dimension.
Når myndigheder undlader at undersøge tilstrækkeligt underbyggede påstande om alvorlige menneskerettighedskrænkelser, og når kontrolinstanser efterfølgende afviser at forholde sig til mulige overtrædelser, kan den samlede virkning blive en de facto immunitet.
Ikke nødvendigvis en formel juridisk immunitet, men en faktisk beskyttelse mod ansvar, hvor ingen instans reelt påtager sig at undersøge, standse eller sikre ansvarlighed for mulige krænkelser.
Det er særligt alvorligt, fordi EMRK artikel 3 netop stiller krav om effektive undersøgelser, når der foreligger en tilstrækkeligt begrundet påstand om behandling omfattet af bestemmelsen. Staten kan ikke frigøre sig fra disse forpligtelser ved at lade ansvaret cirkulere mellem myndigheder.
Det betyder, at myndighedernes manglende undersøgelse af en mulig krænkelse under artikel 3 efter omstændighederne kan udgøre en selvstændig processuel menneskerettighedskrænkelse, uanset om den oprindelige materielle krænkelse efterfølgende kan bevises.
Hvis en myndigheds passivitet beskytter en anden myndigheds mulige overgreb mod reel efterprøvelse, opstår der derfor et selvstændigt menneskeretligt spørgsmål om statens processuelle ansvar.
Det er samtidig relevant at undersøge, hvordan denne ansvarsfralæggelse kan skabe systemisk afmagt og institutionel gaslighting, hvor borgerens dokumentation tilsidesættes, myndighedernes fortælling fastholdes, og borgerens reaktioner på belastningen efterfølgende risikerer at blive anvendt imod vedkommende.
Dermed kan der opstå en selvforstærkende mekanisme, hvor myndighedernes manglende ansvarlighed ikke alene forhindrer oprejsning, men også bidrager til at fastholde borgeren i en situation, hvor vedkommendes rettigheder eksisterer formelt, men mister deres praktiske virkning.
Det rejser nogle grundlæggende spørgsmål:
Hvem sikrer statens overholdelse af menneskerettighederne, når de instanser, der skal kontrollere hinanden, i praksis undlader at placere ansvar?
Hvordan sikres en reel og uafhængig undersøgelse, når mulige krænkelser udspringer af myndighedernes egen sagsbehandling?
Og hvornår bliver gentagen institutionel passivitet ikke blot et retssikkerhedsproblem, men et selvstændigt brud på statens menneskeretlige forpligtelser?
Det er netop disse mekanismer, vi arbejder med at dokumentere og analysere i Projekt Paulus, herunder hvordan gentagen ansvarsfralæggelse kan føre til faktisk straffrihed og svigtende menneskeretlig beskyttelse.
Formålet er ikke alene at identificere mulige individuelle krænkelser, men også at undersøge, om der eksisterer gentagne og systemiske mønstre, hvor myndighedernes indbyrdes ansvarsfralæggelse reelt skaber en beskyttelse mod retlig ansvarliggørelse.
En retsstat kan ikke nøjes med at have rettigheder på papiret. Den skal også sikre, at krænkelser bliver undersøgt, at ansvar kan placeres, og at borgeren har reel adgang til beskyttelse.
Ellers risikerer retssikkerheden at blive en formel garanti uden praktisk virkning, og myndighedernes ansvarsfralæggelse at udvikle sig til netop den de facto immunitet, som menneskerettighedernes processuelle garantier skal modvirke.
Ole Bakkestrøm
Projektleder, Projekt Paulus
Ex officio et ex conscientia – Af pligt og samvittighed