97 hvalpe for millioner. Overskriften kører som varmt brød på Facebook, og folk kaster med moralen. Jeg brækker mig over dobbeltmoralen.
På den ene side vil vi have at staten griber ind over for hvalpefabrikker hvor tæver presses til 2-3 kuld om året. Det er jeg enig i er svineri. På den anden side accepterer vi at samme stat i dag har næsen nede i alt hvad der sker i vores private hjem.
Hvornår blev det statens opgave at bestemme hvor mange hunde jeg må have?
I dag hedder det sig: 4 hunde i byzone, 7 i landzone, ellers skal du godkendes af teknisk forvaltning, registreres som kennel i Fødevarestyrelsen, have §19-tilladelse efter Dyrevelfærdsloven, momsregistreres og kontrolleres. Har du ikke det, så kommer regningen – ikke bare en bøde, men en sag om hvidvask og bedrageri oveni.
Mine hunde er juridisk set mit løsøre. Min private ejendom. Beskyttet af Grundlovens §73: Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan fratages sin ejendom uden lovhjemmel og erstatning. Alligevel ser vi i dag hvordan Dyrevelfærdsloven §41-§42 bruges til at fjerne dyr fra folks hjem på en øjebliksvurdering, overføre dem til salg, og derefter sende regningen for opstaldning til ejeren – uanset om ejeren senere får medhold.
Hvem har interesse i det? Dyrenes Beskyttelse og Dyreværnet lever af at hente dyr. Ingen hvalpe i omløb = ingen sager = ingen indtægter fra formidling, opbevaring og støttebidrag. Det er en forretningsmodel bygget på at der hele tiden skal være dyr at redde ellers eksistere deres service ikke.
Lad os skære økonomien ud i pap, som ingen tør tale om:
- En blandingshvalp / “nuttet” design-hvalp: Foder til tæven, dyrlæge, vaccine, tid. Omkostning måske 2.000-4.000 kr. Salgspris 5.000-15.000 kr. x 20 tæver x 4 hvalpe = en reel indtægt. Så længe der er en køber, er der et salg.
- En racehund med stamtavle, f.eks. Tibetansk Mastiff: Anskaffelse kan let løbe op i 30-50.000 kr måske mere . Så kommer der DNA-test, røntgen, udstilling, foder til 60-80 kg hund, træning, dyrlæge, godkendt kennel. Omkostning 50.000+ før første kuld. Salgspris 35.000-50.000 kr. Men med indsigt, ansvar og bestillingsliste.
Loven skelner ikke. For staten og for Facebook deler det samme opslag: “Du tjener penge på dyr”. Men der er himmel til forskel på en der avler 15 små hunde på fuld hammer og en der med faglighed avler én race ordentligt.
Det kræver mere end 2 hunde.
Og hvad med efterspørgslen? Vi har internater der bugner af hunde der aldrig får et hjem. Endestationen er aflivning efter Dyrevelfærdsloven §19. Det er statens eget prioriteringsproblem. I regulerer avlen i private hjem, men I har ingen plan for alle de hunde der allerede er her.
og i udlandet er man tvunget at aflive , det er helt enkel for mange hunde men er der famille nok til de overtagelser Nejje sørgeligt at sige, så problemet er også i vores lille land.
Jeg vil have dyrevelfærd – rigtig dyrevelfærd. §2 i Dyrevelfærdsloven siger dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse og angst. Det skal gælde når dyr rent faktisk lider – ikke når en embedsmand skal tælle hvor mange hunde der er i min stue.
Og man burde have en go tillid til sit system så man kunne benytte det for vejledning og hjælp , men i dag er det frygt som taler sproget når man har dyr man enten ikke kan overskue eller bliver syg mm.
Spørgsmålet er simpelt:
Skal vi acceptere at staten, Fødevarestyrelsen og en privat interesseorganisation bestemmer hvad vi må have i vores private hjem, hvad vi må avle på, og hvornår er det remiligt at vores løsøre kan fratages os og sælges for at dække deres egen regning?
Min ejendomsret er ikke til forhandling. Dyrevelfærd er ikke en indtægtskilde jeg ønsker at sponsorerer.
