Har borgeren ikke længere ret til sin egen rådgiver?
Det er et fundamentalt princip i den danske retsstat, at en borger er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved en domstol.
Lige så fundamentalt er det, at man som borger har ret til at lade sig bistå og repræsentere af præcis den rådgiver, man ønsker, når man ligger i konflikt med eller klager over en offentlig myndighed.
Så må jeg skrive at det ser vi desværre i praksis eksempler på, at lokale myndighedspersoner der tilsidesætter lovgivningen og forvandler administrative sager til en personlig jagt på borgerens rådgiver.
Når en borger indgiver en administrativ adfærdsklage over en myndigheds ageren, befinder sagen sig i den administrative fase. Her gælder forvaltningslovens § 8 klart og utvetydigt:
En part i en sag kan på et hvilket som helst tidspunkt lade sig repræsentere eller bistå af andre vigtigt at huske . Loven stiller ikke krav om, at denne rådgiver skal have en specifik advokatbestalling, så længe der er tale om den administrative sagsbehandling.
Myndigheden har en klar pligt til at respektere denne partsrepræsentation og svare rådgiveren professionelt og sagligt.
Det er derfor dybdegående bekymrende og udtryk for ren forfølgelse, når myndighedspersoner i “rasende” vildskab trækker retsplejelovens § 730 op af hatten.
At henvise til regler om beskikkede forsvarere i retssager er totalt ubegrundet, når borgeren overhovedet ikke er dømt, sigtet eller præsenteret for en reel retssag. Denne retsligt fejlbehæftede brug af § 730 bærer præg af et bevidst, chikanøst mønster, som udelukkende har til formål at intimidere en borger og spænde ben for deres retmæssigt valgte rådgivere.
Når myndigheder på den måde bruger registersøgninger, uformelle telefonopringninger og grundløse trusler om domstolsanmodninger til uretmæssigt at afvise rådgiveren, kammer administrationen over i magtfordrejning. Man forsøger at flytte fokus væk fra selve klagen over myndighedens egne fejl ved i stedet at gå efter rådgiverens personlige identitet.
Det strider direkte mod god forvaltningsskik.
En offentlig myndighed må aldrig administrere borgernes rettigheder ud fra personlige holdninger eller for at beskytte egne rækker mod berettiget kritik. Hvis myndighederne selv vælger, hvilke love de vil følge, og hvilke rådgivere borgerne må bruge, er det ikke længere loven, der råder – så er det vilkårligheden. Retssikkerheden gælder for alle, også når myndighederne selv bliver kigget i kortene.
mvh Jura
