Når familier lander i myndighedernes vridemaskine – f.eks. i sager om tvangsmæssige indgreb eller anbringelser – står de over for en ulige kamp. Som juridisk rådgiver oplever jeg desværre et gentagende, destruktivt mønster, hvor borgerens retssikkerhed reelt renses af banen. Det sker i et uhelligt krydsfelt mellem en tavs forvaltning, passive advokater og handlingslammede familier.
For det første anvender systemet konsekvent total passivitet som sagsbehandlingsstrategi. Når der fremsendes skarpe, forvaltningsretlige indsigelser, anmodninger om aktindsigt eller krav om materiel hjemmel, mødes man ofte af et rungende nul svar.
Myndighederne spekulerer i at lade tiden gå, for tid arbejder for systemet – ikke for borgeren. De administrative skøn og ulovlige pres-konstruktioner overlever kun, fordi forvaltningen nægter at svare skriftligt på de tunge paragraffer.
For det andet ser vi en udbredt retorisk overfladiskhed hos mange autoriserede advokater.
Familier betaler i dyre domme for advokater, der påstår, de kan flytte bjerge. Men i praksis ser vi alt for ofte en uacceptabel passivitet. I stedet for at skyde med skarpe, forvaltningsretlige kanoner (såsom officialprincippet eller manglende underskrifter på retsakter), lægger mange advokater sig fladt ned under dække af at ville bevare ”arbejdsro”. Det er en falsk tryghed, der efterlader familierne som tabere, mens advokatsalæret ruller.
Dette fører til det tredje og mest tragiske svigt:
Familiernes egen handlingslammelse. Når forældre og pårørende står midt i deres livs største krise, lammes de af frygt for systemets modreaktioner. De presses til at tro, at samarbejde betyder stiltiende accept. Når professionelle juridiske rådgivere som jeg selv træder til med den store værktøjskassen som er i orden og serverer de ubestridelige, lovmæssige fakta på et sølvfad, ender familierne ofte med at trykke på bremsen i panik.
De tør ikke slå igennem.
Resultatet er, at det bliver unødigt vanskeligt at håndhæve åbenlyse juridiske rettigheder i Danmark Fordi Advokaten mangler de Store Nosser til at tage fadt og stille system til ansvar for deres fejl.
Så hold fast nu . Systemets tyranni vinder, når familier vælger den blide og passive vej i håb om barmhjertighed, og når dyre advokater overser de mest basale forvaltningsfejl og dem kunne vi skrive bøger om.
Lovgivningen gælder for alle – men den virker kun, hvis man har modet og powereffekten til at gennemtvinge den når man går på dem som en forsvarskæmper frem for at det er mus der forvalter systems samme med andre garvede Rotter, som har overset lovgivningen.
Hvilken læser har skrevet læserbrevet?
Det har Natti Collins