Haderslev Kommune hyrede sine egne fagfolk, fik en positiv rapport – og skar alligevel samværet ned til 45 minutter. Farens forbrydelse? At han er næstformand i Udsatterådet og stiller kritiske spørgsmål til kommunen, han selv er en sag hos kommunen.
Manden, der blev en sag
Jens er ikke bare en far, der kæmper for sin søn. Han er også den mand, Haderslev Kommune helst vil have til at tie stille.
Han er næstformand i Udsatterådet. Han er aktiv i Modstandsbevægelsen. Han har offentligt kritiseret kommunens håndtering af anbringelsessager. Og han har gentagne gange stillet kritiske spørgsmål til den kommune, der nu skal vurdere, om han er en god nok far.
Det er ikke en detalje. Det er kernen i sagen.
Jens er ikke i tvivl.
“Jeg har stillet spørgsmål ved, hvordan kommunen behandler udsatte borgere. Jeg har siddet i Udsatterådet og sagt, at der er noget galt. Jeg har været med til at offentliggøre sager, hvor kommunen har svigtet. Og pludselig er jeg selv en sag, hvor kommunen ikke vil samarbejde. Det er ikke et tilfælde. Det er en straf.”
Han kan ikke bevise det. Men han kan pege på et mønster, der er svært at overse – og som samlet set kun giver mening, hvis man forstår én ting: at kommunen måske bruger sagen som et middel til at straffe ham for hans politiske arbejde.
Rapporten, de selv bestilte
Haderslev Kommune hyrede Sivitas – en ekstern socialfaglig konsulentvirksomhed, som kommunen selv betalte – til at føre tilsyn med samværet mellem Jens og hans søn.
I fem måneder observerede Sivitas samværene. Konklusionen var entydig: rolige og positive samspil, fælles grin, nærhed og fordybelse. Faren planlagde aktiviteter, tilpassede sig sønnens dagsform og omsatte selvstændigt vejledningen i praksis.
Sivitas anbefalede, at samværene fortsatte.
Kommunen valgte at skære dem ned til 45 minutter hver fjerde uge.
Rapporten blev nævnt. Den blev anerkendt. Men den ændrede ingenting.
“De betalte selv for den rapport. De fik et svar, de ikke kunne lide. Og så gjorde de, hvad de havde besluttet på forhånd. Det er ikke sagsbehandling. Det er en formalitet.”
Mønsteret, der ikke kan forklares
Jens kan ikke endnu bevise, at kommunen handler på grund af hans politiske arbejde. Men han kan pege på et mønster, der er svært at forklare på anden vis.
- Kommunen afviste at udsætte partshøringsfristen på otte dage, selvom han bad om det.
- Kommunen afviste at indhente sønnens allergijournal fra OUH – på trods af at det kunne have ændret vurderingen af, hvorfor drengen kradser sig.
- Kommunen afviste gentagne gange at give ham en konkret, målbar forældrehandleplan – på trods af at han har efterspurgt det i over to år.
- Kommunen fastholder en “formodning om overgreb” fra 2021 og 2023, selvom der ikke er nogen dom, ingen efterforskning, ingen politianmeldelse.
“Det er en måde at sige nej på, uden at sige nej. Det er en måde at straffe en borger på, uden at det kan påvises.”
Farens oplevelse af sagsbehandlingen
“Gennem hele forløbet har jeg forsøgt at samarbejde, bidrage konstruktivt og handle i barnets bedste interesse. Jeg har taget imod undersøgelser og samværskonsulenter, støttet op om samvær og møder – i den tro, at det tjente vejen mod en hjemgivelse.
I stedet oplever jeg en sagsbehandling, hvor begrundelser skifter, hvor aftaler ikke holdes, hvor barnets egne ønsker ikke tillægges betydning, og hvor der ikke er lagt nogen reel plan for hjemgivelsen – på trods af entydigt positive faglige vurderinger.
Når jeg sidder til møder med forvaltningen, oplever jeg også, at der bliver talt ned til mig og forsøgt anvendt gaslighting. Jeg ser, at mødereferater og børnesamtaler bliver manipuleret, og at der bliver løjet i dem. Jeg ser, at der bliver klippet afsnit ud af sammenhængen i sagsakter, og at formodninger over tid bliver omformuleret til konstateringer. Jeg ser, at positive observationer bliver drejet til negative observationer.
Og når jeg ikke blot retter ind og accepterer, men udtrykker, at der er fejl eller lovbrud i sagen, oplever jeg trusler og straf.”
Spørgsmålet, der står tilbage
Er Jens en far, der kæmper for sin søn – og bliver behandlet som en sag?
Eller er han en kritiker, der stiller spørgsmål ved en kommune – og bliver behandlet som en trussel?
Jens er ikke i tvivl.
“Jeg kan ikke bevise, at kommunen handler på grund af mit politiske arbejde. Men jeg kan konstatere, at kommunen ikke har gjort det, den skulle, i min sag. Og jeg kan konstatere, at det sker samtidig med, at jeg stiller spørgsmålstegn ved kommunen. Det er ikke et bevis. Men det er et mønster.”
Han agter ikke at trække sig.
“Tværtimod. Hvis det er rigtigt, at kommunen bruger min sag til at straffe mig for mit politiske arbejde, så er det endnu vigtigere, at jeg fortsætter. For så handler det ikke bare om min søn. Så handler det om, hvorvidt man kan være borger og kritiker i dette samfund uden at blive straffet for det.
