En af tingene, vi gennem længere tid har brugt kræfter på, er berigtigelsen af sagens oplysningsgrundlag – med andre ord, at oplysningerne er korrekte og opdaterede, og at faktuelle fejl bliver rettet, så afgørelser ikke træffes på et forkert grundlag. Vi har forsøgt at få rettet både faktuelle fejl og kommunens egne fortolkninger – også hvor de modsiges af anden faglig dokumentation.
Kommunens svar er nu i praksis:
• Kommunen afviser at berigtige sagens eksisterende oplysningsgrundlag og henviser os i stedet til at søge berigtigelse hos de enkelte aktører – herunder personer, der ikke længere er en del af sagen – samt til at klage til Datatilsynet.
• Vores forsøg på berigtigelse – herunder dokumentation, udtalelser og vurderinger fra fagpersoner – bliver alene journaliseret og vedlagt som bilag, mens fejlene fortsat står i sagens oplysningsgrundlag.
• Kommunen afgør selv rigtigheden af sit eget oplysningsgrundlag og fastholder oplysningerne – trods faktuelle fejl og faglig dokumentation, der peger i en anden retning.
Konsekvensen er alvorlig:
Kommunen fralægger sig ansvaret, mens fejlene fortsat står i sagens oplysningsgrundlag og kan få betydning for efterfølgende vurderinger og afgørelser om vores familie.
Det er særligt problematisk, når vi samtidig oplever, at vores indsigelser og bilag – herunder dokumentation fra fagpersoner – ikke altid følger med videre til de instanser, der skal træffe afgørelse.
Hvordan en eventuel berigtigelse hos en tidligere aktør så skal korrigere kommunens sagsgrundlag, står uklart – når kommunen samtidig afviser at rette i det oprindelige materiale. Bliver berigtigelsen så blot endnu et bilag til en sag, hvor de oprindelige fejl fortsat fremstår?
Forældre og børn efterlades dermed uden reel mulighed for at få fejl i sagens oplysningsgrundlag berigtiget. Kan man kalde det retssikkerhed? ![]()
For hvordan kan man træffe en ”korrekt” afgørelse på baggrund af forkerte oplysninger?

Vi genkender alt det, der er skrevet. I Danmark er begrebet “retssamfund” IKKE-eksisterende.