“Dømt på et forældet grundlag: Den børnefaglige undersøgelse, der kan koste Mette hendes datter”

“En 16 år gammel psykologtest, en konklusion skrevet på forhånd og en mor, der kæmper for at få sin datter tilbage. Kriminalmagasinet har set nærmere på den børnefaglige undersøgelse, der kan føre til tvangsmæssig bortadoption.”

Den børnefaglige undersøgelse: Sagens akse

Den børnefaglige undersøgelse er det centrale dokument i enhver anbringelsessag. Det er her, kommunen samler alle oplysninger, foretager sine faglige vurderinger og konkluderer, om der er grundlag for at anbringe et barn uden for hjemmet.

I Mette Rosenkrantz Rotbølls sag er undersøgelsen udarbejdet af den samme sagsbehandler, der har truffet afgørelserne i sagen. Undersøgelsen danner grundlag for kommunens beslutning om at iværksætte en forældrekompetenceundersøgelse med prognosevurdering med henblik på at indstille til tvangsmæssig bortadoption af Sia.

Kriminalmagasinet har gennemgået den børnefaglige undersøgelse og de tilhørende sagsakter. Vi har identificeret en række forhold, der rejser alvorlige spørgsmål om undersøgelsens validitet, objektivitet og retssikkerhedsmæssige forsvarlighed.

1. Brugen af en 16 år gammel psykologtest

Den mest markante problemstilling er kommunens anvendelse af en psykologisk vurdering fra 2008. Dengang var Mette 20 år. Testen blev udført af psykolog i forbindelse med en arbejdsevnevurdering – ikke en vurdering af hendes evne til at være mor.

Alligevel citerer kommunen i 2026 denne 16 år gamle test som et tungtvejende argument for, at Mette ikke kan varetage omsorgen for sin datter:

“Ved testning opnår Mette i WAIS-III en total IQ score på ca. 64, opbygget af verbal IQ på ca. 64 og performance IQ på ca. 69. Disse resultater ligger i området ‘særdeles lav’.”

Testen er 16 år gammel. Den er udarbejdet i en anden sammenhæng. Alligevel bruges den som et centralt bevis for Mettes nuværende forældrekompetencer. Dette er fagligt problematisk af flere årsager:

• Psykologiske funktioner er dynamiske. Kognitive evner, mentalisering og affektregulering kan ændre sig over tid som følge af ændrede livsbetingelser, læring og udvikling.
• Testens formål var et andet. En test af arbejdsevne måler ikke nødvendigvis forældrekompetence. De to områder er forskellige og stiller forskellige krav.
• Mettes livssituation er dramatisk forandret. I 2008 boede Mette hjemme hos sine forældre og var i et ustabilt forhold. I dag bor hun selvstændigt, har et job, et netværk og et velfungerende hjem.

Mette har selv fremlagt tre online IQ-tests fra 2025 med resultater i normalområdet (106, 104 og 102). Kommunen afviser disse tests med henvisning til, at de ikke er udført under kontrollerede forhold.

Dette er ikke bare en detalje. Det er et spørgsmål om, hvorvidt Mette bliver dømt på et grundlag, der for længst er forældet.

2. Manglende inddragelse af Mette – og en konklusion skrevet på forhånd

Den børnefaglige undersøgelse er udarbejdet uden reel inddragelse af Mette. Hun er ikke blevet indkaldt til samtaler i forbindelse med opdateringen. Hun er ikke blevet hørt om de vurderinger, der er blevet gjort.

Vist nok har kommunen bedt Mette om at aflevere dokumenter, der kunne belyse hendes udvikling. Men det er ikke god forvaltningsskik at lægge bevisbyrden over på borgeren. Officialprincippet pålægger kommunen at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse. Det er kommunen, der skal indhente oplysningerne – ikke Mette.

“Mette har selv måttet sørge for at få opdateret sin sag,” siger Viora, Mettes partsrepræsentant.

“Kommunen har ikke indhentet disse oplysninger. De har forholdt sig passivt og ladet Mette selv stå for at dokumentere sin udvikling. Det er ikke god forvaltningsskik.”

Mette har måttet hyre en privat socialrådgiver, til at udarbejde en redegørelse. Hun har selv indhentet udtalelser fra det fællesskab, hun deltager i. Hun har selv dokumenteret sit arbejde, sin bolig og sit netværk.

Kommunen har ikke selv indhentet disse oplysninger. De har overladt det til Mette.

Konklusionen var skrevet på forhånd

Mest alvorligt er det, at den børnefaglige undersøgelses konklusion tilsyneladende var skrevet på forhånd.

I et notat af 12. maj 2026 til Ankestyrelsen udtaler sagsbehandler sig om den børnefaglige undersøgelse, før undersøgelsen overhovedet er færdig.

Her fremgår det, at kommunen allerede har besluttet, at formålet med undersøgelsen er at danne grundlag for en forældrekompetenceundersøgelse (FKU) med henblik på bortadoption.

“Sagsbehandler oplyser, at der udelukkende udarbejdes en ny børnefaglig undersøgelse med henblik på at inddrage de nye akter udarbejdet, i overensstemmelse med Mette Rotbølls anmodning.”

“Det er kommunens vurdering, at de nye oplysninger ikke afspejler en udvikling af Mette Rotbølls forældrekompetencer. Konklusionen på den børnefaglige undersøgelse er således den samme.”

Og endnu mere præcist:

“Sagsbehandler bekræfter, at kommunen vil udarbejde en forældrekompetenceundersøgelse med prognosevurdering med henblik på indstilling til tvangsmæssig bortadoption af Sia.”

Dette er afslørende. Sagsbehandleren udtaler sig om undersøgelsens konklusion og om det videre forløb, før undersøgelsen er færdig. Det tyder på, at konklusionen allerede var truffet, og at den børnefaglige undersøgelse alene var en formalitet – et dokument, der skulle “lides til” den egentlige beslutning om at iværksætte en FKU.

Der er hermed ikke tale om en reel, åben og uvildig undersøgelse. Der er tale om en proces, der allerede var afgjort på forhånd.

3. Manglende uvildighed

Den børnefaglige undersøgelse er udarbejdet af den samme sagsbehandler, der har truffet afgørelserne i sagen. Hun har vurderet Mettes forældrekompetencer. Hun har vurderet samværet. Hun har vurderet behovet for en forældrekompetenceundersøgelse.

Der er ikke inddraget eksterne, uvildige fagpersoner i vurderingen.

Dette rejser spørgsmål om objektivitet. Når den samme person, der har truffet de tidligere afgørelser, også udarbejder grundlaget for de kommende afgørelser, er der risiko for, at undersøgelsen bliver en bekræftelse af allerede trufne beslutninger frem for en reel, åben og uvildig vurdering.

Mette har anmodet om, at undersøgelsen gennemgås af en ekstern konsulent. Kommunen har afvist.

4. Manglende partshøring

I samværsafgørelsen af 24. marts 2026 står der direkte:

“Denne afgørelse er ikke partshørt, hvorfor Mette er velkommen til at indsende eventuelle kommentarer og bemærkninger.”

Dette er et brud på Forvaltningslovens § 19, der kræver, at en part skal have mulighed for at udtale sig, inden der træffes afgørelse, når oplysninger er til ugunst for parten og afgørende for sagen.

Mette har ved flere lejligheder oplevet ikke at være blevet korrekt partshørt, herunder i forbindelse med:

• Forældrehandleplanen
• Samværsafgørelsen
• § 76-støtteperson

Når partshøringen gentagne gange udebliver, undermineres tilliden til hele sagsbehandlingen.

5. Samværsbeskrivelser: To virkeligheder

Den børnefaglige undersøgelse indeholder en række samværsbeskrivelser, der tegner et billede af Mette som en mor, der er for påtrængende, der ikke forstår Sias signaler, og der bliver jaloux, når Sia søger tryghed hos plejemoren.

Mettes egne notater fra samværene fortæller en anden historie. Hun har dokumenteret de positive tilbagemeldinger, hun har modtaget fra samværsstøtterne:

• “God i kontakten, hun er tryg i kontakten til dig.”
• “Du gav hende plads til at få den ro, hun havde brug for.”
• “Hun opsøger selvfølgelig Tina få gange, men hun var mest optaget af dig.”
• “Virkelig godt gået, blev ved med at aflæse hendes behov.”

Hvorfor indgår disse positive observationer ikke i den børnefaglige undersøgelse? Hvorfor er det kun de kritiske bemærkninger, der er blevet fremhævet?

6. Netværksanbringelse: Et uudnyttet alternativ

Barnets Lov kræver, at kommunen tager stilling til den mindst indgribende foranstaltning. Netværksanbringelse hos Mettes forældre er et oplagt alternativ til den nuværende plejefamilieanbringelse.

Mettes forældre har været sammen i 44 år. De bor i et stort hus med plads til Sia. De er pensionerede og har tid og overskud. De har allerede samvær med Sia og har vist, at de kan indgå i et samarbejde med kommunen. De har tilkendegivet, at de gerne vil have Sia boende hos sig.

En privat socialrådgiver har udarbejdet en netværksprofil, der beskriver forældrenes stabilitet, økonomi, boligforhold og vilje til at samarbejde med kommunen.

Alligevel har kommunen ikke undersøgt muligheden for netværksanbringelse.

“Man skal jf. barnets lov tage stilling til den mindst indgribende foranstaltning, og samtidig have barnets behov i fokus,” skriver socialrådgiver Charlotte Lynnerup i sin netværksprofil.

“Sia har allerede nu oplevet den mest indgribende, nemlig at blive fjernet fra sin mor, men også fra familien og dets netværk, faste traditioner mm.”

En netværksanbringelse ville holde Sia tæt på sin biologiske familie, bevare tilknytningen til Mette og give mulighed for gradvis hjemgivelse. Kommunen har ikke undersøgt dette alternativ.

7. Afvisning af Marte Meo uden klagevejledning

Mette har gentagne gange anmodet om et Marte Meo-forløb. Marte Meo er en visuel og konkret metode, der er særligt velegnet til personer med ordblindhed, som Mette har. Metoden bygger på videooptagelser af samspil og konkret vejledning i, hvad der fungerer godt.

Kommunen har afvist Marte Meo med den begrundelse, at de “ikke benytter Marte Meo-forløb som indsats” .

Men afslaget er ikke blevet givet som en egentlig afgørelse med klagevejledning. Mette har derfor ikke haft mulighed for at klage over afslaget.

“Kommunens stillingtagen til valg af metode udgør ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, men en faglig vurdering,” skriver kommunen i deres svar.

Mette har ret til at få afgørelser, der vedrører hende, truffet på et forsvarligt grundlag – og ret til at klage, hvis hun er uenig.

8. Eksperternes vurdering

Psykolog Isak C. Nellemann, der har gennemgået sagens akter. Hans vurdering er klar:

“En FKU forudsætter et aktuelt og dækkende datagrundlag. Når vurderinger i overvejende grad baseres på historiske sagsakter, reduceres både validiteten og relevansen af konklusionerne. Psykologiske funktioner, herunder mentalisering, affektregulering og forældrekompetence, er dynamiske og påvirkelige af ændrede livsbetingelser.”

Han peger på, at prognosevurderinger ikke bør formuleres statisk:

“Neuroplasticitet, dvs. hjernens evne til at formes og ændres gennem hele livet, gør, at udvikling og læring kan forekomme på tværs af alder og tidligere erfaringer.”

Med andre ord: Mette kan udvikle sig. Kommunens påstand om, at hun ikke kan, er fagligt problematisk.

Den private socialrådgiver skriver i sin redegørelse:

“Ut bemærker en særdeles udvikling i Mettes forhold. Mette bor i hus med sin hund og modtager ingen støtte og/eller hjælp i hjemmet fra kommunen. Hendes hus fremstår pænt, ryddet og rent.”

“Samværsbeskrivelser viser gennemgående positive observationer af samspillet mellem Mette og Sia.”

De modstridende vurderinger kunne danne grundlag for en uvildig gennemgang af sagen. Men kommunen afviser at lade undersøgelsen gennemgå af en ekstern konsulent.

9. Kommunens svar: Tavshedspligt og generelle principper

Kriminalmagasinet har forelagt Thisted Kommune en række konkrete spørgsmål. Vi har spurgt ind til brugen af den 16 år gamle psykologtest, den manglende partshøring, afvisningen af Marte Meo-forløb og den manglende undersøgelse af netværksanbringelse.

I et svar fra Børne- og familierådgivningschef understreger kommunen, at de tager alle henvendelser og bekymringer alvorligt.

“Når vi bliver gjort opmærksomme på forhold i konkrete sager, undersøger vi dem grundigt med henblik på at vurdere, om sagsbehandlingen har levet op til gældende regler og faglige standarder. Hvis vi konstaterer fejl eller forhold, der bør håndteres anderledes, tager vi de nødvendige skridt for at rette op på dem og sikre læring i organisationen.”

Samtidig gør kommunen dog opmærksom på, at de er underlagt tavshedspligt og derfor ikke kan kommentere på de konkrete forhold i sagen.

“Som offentlig myndighed er Thisted Kommune underlagt reglerne om tavshedspligt, herunder forvaltningslovens § 27… Kommunen kan derfor ikke kommentere, bekræfte eller afkræfte konkrete oplysninger om borgere eller konkrete sagsforløb.”

Kommunen har således hverken be- eller afkræftet de konkrete påstande om:

• Manglende inddragelse i forældrehandleplanen
• Anvendelse af den 16 år gamle psykologtest
• Manglende partshøring
• Manglende undersøgelse af netværksanbringelse
• Fem forskellige samværsstøttepersoner
• Afvisning af Marte Meo-forløb uden klagevejledning

I stedet henviser kommunen til generelle principper og tavshedspligt. Dette efterlader Mette og offentligheden uden indsigt i, om der reelt er begået fejl, og hvad kommunen i givet fald vil gøre for at rette dem.

“Vi kan af hensyn til tavshedspligten ikke kommentere på, hvilke konkrete oplysninger, der indgår i en bestemt sag.”

“Kommunens stillingtagen til valg af metode udgør ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.”

Tavshedspligten er vigtig. Men når den bruges til at afskærme offentligheden fra at få indsigt i en sag, der rejser alvorlige spørgsmål om retssikkerhed, bliver den et skjold mod ansvarlighed.

10. Mettes krav: Fire skridt mod retfærdighed

Mette har stillet fire konkrete krav til Thisted Kommune:

1. At den børnefaglige undersøgelse gennemgås af en ekstern, uvildig konsulent
2. At der foretages en konkret afdækning af muligheden for netværksanbringelse hos Mettes forældre
3. At hun får et Marte Meo-forløb med en ekstern, uvildig terapeut
4. At Sia får lov til at komme hjem til hende til overnatning med netværksstøtte

Kravene er simple. De handler om retfærdighed. De handler om at blive set som det menneske, hun er – ikke som den diagnose, kommunen har tillagt hende.

Konklusion

Den børnefaglige undersøgelse i Mette Rosenkrantz Rotbølls sag rejser en række alvorlige spørgsmål:

• Er det forsvarligt at bruge en 16 år gammel test som grundlag for at vurdere en mors forældrekompetencer?
• Er det retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, at en undersøgelse udarbejdes af den samme sagsbehandler, der har truffet de tidligere afgørelser?
• Er det god forvaltningsskik, at en mor ikke inddrages reelt i udarbejdelsen af den undersøgelse, der kan føre til, at hendes barn bliver bortadopteret?
• Er det acceptabelt, at en sagsbehandler udtaler sig om undersøgelsens konklusion til Ankestyrelsen, før undersøgelsen er færdig?

Mette har vist, at hun kan udvikle sig. Hun har vist, at hun kan passe sig selv, sit hjem og sit barn under samvær. Hun har vist, at hun kan tage imod vejledning og lære.

Alligevel vil kommunen bortadoptere Sia.

Sia er 1 år gammel. Hun aner ikke, at derude findes en mor, der kæmper for at få hende tilbage. En mor, der har lært at passe sit eget hus, få et arbejde og kæmpe for sit barn, mens systemet har kæmpet imod hende.

Spørgsmålet er, om Mette nogensinde får en reel chance for at bevise, hvad hun kan.