LÆSERBREV: Retssikkerhedens totale kollaps i det kommunale børneværn.

LÆSERBREV: Retssikkerhedens totale kollaps i det kommunale børneværn.

Det er blevet en hverdagsbegivenhed i Danmark, at kommunale instanser foretager tvangsmæssige indgreb i familielivet med en selvfølgelighed, som handlede det om banale administrative ekspeditioner. Mange danskere lever i den vildfarelse, at en tvangsfjernelse altid sker for at beskytte og hjælpe barnet. Virkeligheden under overfladen dækker imidlertid over et systemisk helvede, magtfordrejning og et fuldstændigt kollaps af borgernes retssikkerhed.

Når kritiske røster efterlyser “sygdomsindsigt” hos forældrene, overses det fundamentale faktum, at familierne er oppe imod et korrupt og lukket system. Vi ser i dag fuldstændig inkompetente administrative medarbejdere i Børn og Unge-udvalgene samt i Ankestyrelsen, der sanktionerer akutte anbringelser uden at kunne løfte bevisbyrden eller præsentere holdbare juridiske argumenter.

Et enkeltstående, historisk og fuldstændigt udredt forløb i psykiatrien – eksempelvis syv år tilbage i tiden – anvendes i dag af kommunerne som et livslangt våben til systematisk at nedbryde biologiske mødre og legitimere en ulovlig fjernelse.

Dette sker i direkte modstrid med Retssikkerhedslovens § 3 (officialprincippet), som påbyder, at en sag skal oplyses udtømmende og aktuelt, før der træffes afgørelse.

Systemets svigt og de økonomiske interesser kalder man det.

Vores retssystem og de beskikkede advokater agerer i mange tilfælde som passive tilskuere, der stiltiende accepterer kommunens bevidste usandheder, frem for at slå i bordet og kræve børnenes øjeblikkelige hjemgivelse. Vi er vidner til en børneindustri, hvor dominerende plejeforældre fastholder børn i anbringelser udelukkende ud fra økonomiske og erhvervsmæssige interesser, mens de ustraffet overtræder gældende lovgivning. Samtidig dækker kommunen over plejemødre med ubehandlede angsttilstande, der afviser det lovpligtige samarbejde med de biologiske forældre, hvorefter kommunen bekvemt anvender denne “samarbejdsvanskelighed” som begrundelse for at reducere samværet.

Når borgerne søger hjælp hos Borgerrådgivningen, mødes de af magtesløshed. Borgerrådgiveren kan bekræfte, at kommunen bryder loven, men deres eneste værktøj er at medvirke til udarbejdelsen af en klage.

En “klage” i det danske børnesystem er imidlertid en parodi på retssikkerhed. Hvor en klage på en normal arbejdsplads fører til omgående handling, betyder en klage i en børnesag, at sagen parkeres i op til 12 måneder i Ankestyrelsen. Dette massive tidsudtræk anvendes af kommunerne som et strategisk værktøj til at skabe en såkaldt “faktisk fastlåst situation”, hvorefter barnets hjemgivelse afvises med henvisning til dets “aktuelle tilknytning” til anbringelsesstedet. Dette er et eklatant brud på Barnets Lov § 1 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) Artikel 8, som beskytter retten til respekt for familielivet og påbyder staten at arbejde aktivt for familiens genforening.

Men vi ved jo at det er et sneglesystem og vi mangler juridiske folk med nosser til at slås for de forældre og deres børn.

Hvad skal der til, så tænker du nok før medierne og Christiansborg vågner?

De kommunale forvaltninger og borgmestre er fuldstændig bekendt med disse retsstridige tilstande, men de fortsætter under dække af politisk immunitet.

Systemets aktører og sagsbehandlere kan lukke computeren klokken 16.00 og gå hjem til deres egne biologiske børn, mens de familier, de har lagt i ruiner, efterlades i et levende helvede.

Når staten og kommunen anvender totalitære metoder til at undertrykke borgerne og vinde deres administrative krige mod uformående familier, må vi spørge os selv: Hvad skal der til, før medierne og befolkningen vågner? Hvis det var journalisternes eller politikernes egne børn, der blev fjernet på et ulovligt grundlag, ville der ikke være stille i 24 timer.

Hvis vi ikke stopper med blot at acceptere tidsudtrækket og i stedet organiserer os i vedvarende, landsdækkende demonstrationer foran Christiansborg og i infrastrukturen, tvinger vi aldrig staten i knæ. Kampen handler om vores børn, vores Grundlovssikrede frihedsrettigheder (§ 71) og selve fundamentet for et retssamfund skal håndhæves .

Grænsen er nået.