Underrubrik: “Hun lærte at passe sit eget hus, fik et arbejde og kæmpede for sin datter. Alligevel vil Thisted Kommune bortadoptere Sia. Hvorfor?”
“Jeg ved det ikke, det er ikke mit barn, det er ikke et levende barn.”
Sådan lød svaret fra Mette Rosenkrantz Rotbøll, da en kommunal familiekonsulent viste hende et billede af et lille barn og spurgte, hvad barnet mon havde brug for. Det var i uge 27 af Mettes graviditet. Hun var 36 år, alene og bange for at miste det liv, der voksede inde i hende.
Den frygt blev til virkelighed.
Den 26. december 2024, på selveste juleaftensdag, fødte Mette sin datter, Sia. Timer senere, mens hun stadig lå på hospitalet, blev Sia taget fra hende. Anbragt. I en plejefamilie.
Mette har ikke set sin datter siden uden opsyn. Et år senere er Thisted Kommune i gang med at forberede sagen til Vestre Landsret. Målet: At bortadoptere Sia og gøre hende til et andet menneskes barn.
“Jeg havde vidst det hele tiden”
“Jeg havde vidst det hele tiden,” siger Mette, da jeg møder hende i hendes hjem. Hun bor i et stort, velholdt hus i Frøstrup. Haven er nyslået. Der er et værelse til Sia, lige ved siden af hendes eget.
“De sagde, jeg ikke kunne passe hende. At jeg var for dum. At jeg aldrig ville kunne lære det. Men se på mig. Jeg klarer mig selv. Jeg har et job. Jeg har et netværk. Jeg er ikke dum, jeg er ordblind. Det er ikke det samme.”
Alligevel har kommunen set et andet billede. I deres verden er Mette ikke en kvinde med et potentiale, men et sæt testresultater. En IQ på 62, fastslået af en psykolog. De beskriver hende som en mor, der “grundet betydeligt nedsat psykisk funktionsevne” aldrig vil kunne forstå sit barns signaler. At en støttende indsats ikke vil hjælpe.
Men historien er ikke så enkel
Mens kommunen har talt om Mettes begrænsninger, har Mette selv taget sagen i egen hånd. Hun har fundet en partsrepræsentant, Viora, som nu fungerer som hendes stemme. Hun har hyret en privat socialrådgiver, Charlotte Lynnerup, til at gennemgå sagen. Og hun har fået uvildige psykologer til at vurdere hendes situation.
Deres konklusioner er chokerende anderledes end kommunens. De peger på, at kommunen stadig bruger en psykologisk test fra 2008 – en test, der oprindeligt handlede om Mettes arbejdsevne, ikke hendes evne til at være mor. Testen er 16 år gammel. Mettes liv har ændret sig dramatisk siden da.
“De dømmer hende på et grundlag, der ikke længere eksisterer,” siger Viora, Mettes partsrepræsentant.
“Hun har lært at passe sin egen bolig. Hun har et arbejde. Hun har taget online IQ-tests med resultater i normalområdet. Men kommunen vil ikke se det. De har allerede besluttet sig.”
Samværene: To forskellige virkeligheder
Samværene mellem Mette og Sia er et andet centralt omdrejningspunkt. I kommunens rapporter beskrives Mette som en mor, der er for påtrængende, der ikke forstår Sias signaler, der bliver jaloux, når Sia søger tryghed hos plejemoren.
Mettes egne notater fra samværene fortæller en anden historie.
“God i kontakten, hun er tryg i kontakten til dig.”
“Du gav hende plads til at få den ro hun havde brug for.”
“Hun opsøger selvfølgelig Tina få gange, men hun var mest optaget af dig.”
Er det virkelig en mor, der er ude af stand til at drage omsorg?
“Hun kalder Sia ‘mit barn'”
Mens Mette kæmper for at bevare kontakten til sit barn, står plejefamilien klar til at overtage rollen som Sias forældre. De kalder hende for “mit barn”. De giver hende mad, tørrer hendes tårer og er hendes primære tilknytningsperson.
Og Mette? Mette må nøjes med at se sin datter i en times intervaller. Under opsyn.
“Hun kalder Sia ‘mit barn’,” hvisker Mette.
“Det er mit barn. Jeg fødte hende. Jeg elsker hende. Og de vil tage hende fra mig for altid.”
Procesbevillingsnævnet
Procesbevillingsnævnet, som sjældent giver tilladelse til at appellere i anbringelsessager, har vurderet, at der er begrundet tvivl om anbringelsesgrundlaget.
Thisted Kommune forbereder en forældrekompetenceundersøgelse med en prognosevurdering. Det er det sidste skridt, før de indstiller til en tvangsmæssig bortadoption.
Mette har samtykket til undersøgelsen – på én betingelse: at hendes sag først bliver opdateret med de nye oplysninger, hun selv har fremskaffet.
Kommunen har indvilget.
Spørgsmålet er, om det er for sent.
Kommunens svar: Tavshedspligt og generelle principper
Kriminalmagasinet har forelagt Thisted Kommune en række konkrete spørgsmål. Vi har spurgt ind til brugen af den 16 år gamle psykologtest, den manglende partshøring, afvisningen af Marte Meo-forløb og den manglende undersøgelse af netværksanbringelse.
I et svar fra Børne- og familierådgivningschef Trine Heidi Ritter understreger kommunen, at de tager alle henvendelser og bekymringer alvorligt.
“Når vi bliver gjort opmærksomme på forhold i konkrete sager, undersøger vi dem grundigt med henblik på at vurdere, om sagsbehandlingen har levet op til gældende regler og faglige standarder. Hvis vi konstaterer fejl eller forhold, der bør håndteres anderledes, tager vi de nødvendige skridt for at rette op på dem og sikre læring i organisationen.”
Kommunen lover således at rette op, hvis der er fejl i sagsbehandlingen.
Samtidig gør kommunen dog opmærksom på, at de er underlagt tavshedspligt og derfor ikke kan kommentere på de konkrete forhold i sagen.
“Som offentlig myndighed er Thisted Kommune underlagt reglerne om tavshedspligt, herunder forvaltningslovens § 27… Kommunen kan derfor ikke kommentere, bekræfte eller afkræfte konkrete oplysninger om borgere eller konkrete sagsforløb.”
Kommunen har således hverken be- eller afkræftet de konkrete påstande om:
- Manglende inddragelse i forældrehandleplanen
- Anvendelse af den 16 år gamle psykologtest
- Manglende partshøring
- Manglende undersøgelse af netværksanbringelse
- Fem forskellige samværsstøttepersoner
- Afvisning af Marte Meo-forløb uden klagevejledning
Hvad betyder kommunens svar?
Kommunens svar kan læses på to måder:
På den ene side udtrykker de en klar vilje til at rette op på fejl og sikre læring i organisationen. Det er et positivt signal, der viser, at de tager kritik alvorligt.
På den anden side gør tavshedspligten det umuligt for offentligheden at få indsigt i, om der rent faktisk er begået fejl, og hvad kommunen i givet fald vil gøre for at rette op på dem.
Mettes partsrepræsentant, Viora, siger:
“Det er fint, at kommunen siger, de vil rette op på fejl. Men når de samtidig nægter at forholde sig til de konkrete påstande, så er det svært at vide, om de overhovedet anerkender, at der er et problem. Mette har brug for handling, ikke bare flotte ord.”
Hvem vinder i sidste ende?
Er Mette en kvinde, der er blevet dømt på et forældet grundlag? En mor, der aldrig fik en chance, fordi systemet allerede havde besluttet sig?
Eller er hun, som kommunen hævder, fundamentalt ude af stand til at varetage et barns behov?
Uanset hvad, er én ting sikkert: Der er et lille barns liv på spil.
Og mens forvaltningen i Thisted sidder på deres kontorer og udveksler krypterede mails med Mettes advokat, sidder Sia hos sin plejefamilie og lærer at kalde en anden kvinde for “mor”.
Sia er 1 år gammel. Hun aner ikke, at der ude i verden findes en mor, der kæmper for at få hende tilbage. En mor, der har lært at passe sit eget hus, få et arbejde og kæmpe for sit barn, mens systemet har kæmpet imod hende.
Læs mere i næste nummer af Kriminalmagasinet, hvor vi følger op på, om Thisted Kommune rent faktisk retter op på de fejl, de lover at undersøge.
